Årets første kronikør, forfatteren Hanne-Vibeke Holst, forsvandt fra familien i fem timer forrige nytårsnat. Her forsøger hun at huske, hvad der skete. Nytårsdag for to år siden vågnede jeg op med så kraftige tømmermænd, at jeg under ingen omstændigheder ville have været i stand til at læse en kronik. Faktisk var jeg ikke i stand til andet end at ligge lit de parade i et mørklagt rum, hvor jeg med opbydelsen af mine sidste kræfter tvang det ene øjenlåg op, når mand og børn med jævne mellemrum forsamledes omkring lejet for med ængstelige blikke at observere, om der mon var kommet mere liv i Vor Moder. Beklageligvis hindrede min tilstand mig i at give nuanceret udtryk for, at det var der. Liv i mor. I hvert fald masser af indre liv. Uhyre larmende liv endda. I lydkulissen kunne jeg f.eks. skelne den hvinende lyd af usmurte togbremser, kraniekassens svar på tinnitus, vil jeg tro, foruden rumlende cementblandere, brølende brolæggerjomfruer og et tolvtonet kor af diskante stemmer, hvoraf de fleste om end lettere forvrænget kunne identificeres som hørende til gårsdagens nytårsselskab. Beklageligvis var jeg ikke kapabel til at sætte de rudimentære replikstumper i logisk rækkefølge eller genskabe den sammenhæng, hvori de faldt. Så når min mand stædigt blev ved med at spørge, om jeg dog i det mindste ikke kunne huske noget (helst noget sensationelt), jeg kunne viderekolportere, måtte jeg beskæmmet ryste (forsigtigt) på hovedet. Jo, jeg kunne svagt erindre, at jeg var blevet betroet nogle scener fra et celebert ægteskab, men hvad man havde fortalt mig, kunne jeg simpelthen ikke komme på. Der var også nogle, der var søgt bort for at kissemisse i et hjørne, men hvem det var, lod sig desværre ikke kalde frem. Min mand rev sig frustreret i frisuren og forsøgte alle mulige klassiske afhøringsteknikker, skiftevis lokkende og plagende (good guy/bad guy), men trods hans åbenbare talent som sandhedsuddriver, rystede jeg ikke op med så meget som fligen af et genfundet minde. Uanset hvilket pres jeg var under, lod jeg mig heller ikke hypnotisere til at indrømme, at jeg vist også selv havde været lidt løs på tråden, kysset den forkerte eller danset på et kakkelbord. Jeg fastholdt, at jeg ikke havde foretaget mig andet end at trone på den samme stol natten igennem, idet jeg delte et uspecificeret antal flasker tysk sekt med hvem, der end kom forbi. Den forklaring havde han, mildest talt, meget svært ved at tro på. Og for ligesom at understrege usandsynligheden gennemspillede han atter og atter sagsforløbet som en stjerneadvokat, der sarkastisk gengiver tiltaltes hullede forklaring, så ethvert jurymedlem kan høre, at den er helt ude i Vestskoven. »Hør nu her«, sagde han. »Vi er til nytårsselskab hos vores gode veninde i nabolaget. Vi har tre børn med, den yngste er tre år. Du er festklædt, men som sædvanlig temmelig tildækket. Ved bordet skilles vi. Du sidder i den sjove ende, selvfølgelig, jeg kan jævnligt høre din latter, men ellers er der ikke noget at bemærke. Du drikker med måde, antager jeg, for det gør du altid. Da vi genforenes efter middagen, er du glad og munter, men så vidt jeg kan bedømme ikke spor beruset. Så slår rådhusklokkerne, der skænkes champagne, vi skåler. Derefter går jeg som den gode fader med ungerne ud for at skyde fyrværkeri af. Du fryser og trækker hurtigt ind. Ved halv ét-kvart i ét-tiden vender jeg tilbage til dig med en meget træt lillebror og foreslår, at vi nu takker af og spadserer hjem. På hjemvejen kan vi så følge datteren hen til den fest, hun har fået lov til at deltage i. Så vidt så godt. Dog er du nu involveret i intens samtale med en af de andre gæster, vinker mig af og siger at vi bare kan gå i forvejen, så kommer du lige om lidt. Hvad man lægger i udtrykket 'lige om lidt', er selvfølgelig et definitionsspørgsmål, men det er nok de færreste, der vil mene, at det dækker over et tidsrum på mere end fem timer! Jeg venter dig i hvert fald i løbet af en halv times tid, bliver siddende oppe efter at have lagt barnet i seng og tænker, at vi to kan sidde en stund og holde nytår sammen. Åbne en flaske og skåle for os selv. Men du kommer ikke. Jeg går i seng, kan ikke sove. Som timerne passerer, bliver jeg urolig. Først og fremmest fordi det ikke ligner dig. Du drikker dig aldrig fuld, er altid kontrolleret, til det sippede! Noget må være tilstødt dig, tænker jeg. Du må være blevet overfaldet på vejen hjem, en voldtægtsforbryder har luret på, at sådan en ueskorteret kvinde skulle komme stavrende, og nu ligger du hjælpeløs og lemlæstet i en kælderhals, ude af stand til at skaffe hjælp. Eller du er ganske simpelt skvattet ned fra de høje hæle, dét ville ligne dig. Klokken halv seks er jeg så alarmeret, at jeg mener, at jeg kan tillade mig at ringe og vække værtinden for at høre, hvornår du forlod selskabet, så jeg kan tage affære. Imidlertid er det ikke værtinden, der tager telefonen, men derimod en anden af de kvindelige gæster. »Hallo!«, siger hun og lyder overraskende vågen, i baggrunden er der musik. »Hvad vil du?«. Jeg spørger, om min kone er til stede. Selvfølgelig er hun det, svares der svagt bebrejdende, hvorefter du kaldes til røret. »Hvad er der?«, fniser du ubekymret og ler højt, da jeg oplyser dig om, at klokken er halv seks. »Gud, er den? Jamen, jeg kommer snart «, fniser du igen, stærkt beruset, kan jeg tydeligt høre. Tre kvarter efter, klokken halv syv, kommer du endelig vaklende hjem, træder ud af dit tøj og falder om i sengen. Inden du går i koma, får jeg ikke anden forklaring ud af dig, end at du »ikke lavede noget særligt« og »bare havde det sjovt«. »Jamen, hvorfor kom du ikke hjem?«, spørger jeg og minder dig om, at du er såvel moder som hustru. »Det ved jeg ikke«, siger du og griner igen fjollet, hvorefter du falder i en dødlignende, stærkt spiritusdunstende søvn. Og nu ligger du her og kan 'ingenting' huske! Du må da indrømme, at det lyder mærkeligt?«. Jo, medgav jeg. Det lød mærkeligt. Suspekt, endda. Ikke desto mindre blev min egen fremstilling bekræftet af de venner og bekendte, der havde været til stede. Dog ikke alle til den bitre ende; de sidste par timer kunne kun bevidnes af hende, der havde taget telefonen, og som, inden 1. januar var omme, havde ladet sin forargelse over ægtemandens, efter hendes klare opfattelse, upassende intervention brede sig i omgangskredsen. Men skønt kilderne altså samstemmende var enige om, at der intet odiøst havde været i min opførsel i de fem timer, var alle dog også enige om at undre sig. Ja, jeg var blevet om ikke en sensation, så dog noget af et samtaleemne. For det stod fast, at jeg havde drukket støt og kontinuerligt af den føromtalte sekt. Følgelig var jeg blevet temmelig stegt på en determineret, 'så bunder vi!'-agtig måde. Og endelig havde jeg ikke på noget tidspunkt set skyldbevidst på uret eller gjort mine til at bryde op. Så i mine omgivelsers øjne havde jeg opført mig på en måde, som var ganske uventet og usædvanlig. I hvert fald for mig, den pæne pige. For nogle var det muligvis en smule skræmmende, for andre nok noget af en lettelse, at denne knibske madamme pludselig kunne vise sig som et løssluppent kvindemenneske. Og det var just, hvad jeg forsøgte at forklare min stadig stærkt mystificerede mand, der efterhånden måtte indse, at det forholdt sig, som jeg havde refereret, hvilket kun gjorde det hele endnu mere uforståeligt for ham: at jeg for første gang, siden jeg fik børn for 13 år siden, og således i selve den førstefødtes fødselsøjeblik mistede min frihed, havde givet efter for trangen til bare at være mig selv. At flyde med. At lade bevidstheden sejle gennem natten uden nogen som helst tanke for morgendagens krav og forventninger. At grine og have det sjovt og ryge cigaretter og smalltalke og ondulere eksistensen og kærligheden og døden og hele molevitten og vende bunden i vejret på alle flasker for at strække rusen en time mere og endnu én. »Hvis du havde det så sjovt«, indvendte min mand, »hvorfor ringede du så ikke efter mig?«. Jamen, det var jo hele pointen. At jeg var ansvarsfri, ubundet, uforpligtet. Ung igen! Som da jeg var 17 eller 25, og ingen sad oppe og ventede på mig. »Du glemte mig!«, sagde han rystet. Yes, honey. Det gjorde jeg. »Du glemte også børnene!«. Jeps. Også dem. I sølle fem timer tillod jeg mig at skabe et mentalt 'room of one's own', et Virginia Woolfsk eget værelse, hvor jeg havde krænget forpligtelsen af mig og for en gangs skyld kunne bevæge mig frit i tid og rum uden på noget tidspunkt at lade mig hæmme af konventionens trange vægge. Ja, jeg ville nærmest mene, at man kunne kalde min handling for en slags feministisk aktion, påpegede jeg. »Feministisk! Hå! Sådan en opførsel er sgu da snarere mandschauvinistisk!«, snøftede min i enhver henseende solidariske mand, der aldrig nogensinde kunne finde på at glemme kone og børn i så meget som et halvt minut og kun har foragt tilovers for svigtende kønsfæller. »Så er du jo ikke spor bedre end de mænd, der drikker sig fulde og i deres brandert tumler ned til Marseille og melder sig til Fremmedlegionen for aldrig mere at vende tilbage til familien!«. Jamen, jeg vendte jo hjem, protesterede jeg. Jeg havde ikke den mindste intention om aldrig at vende tilbage. Følte ikke den fjerneste fristelse til at stikke af. Trængte kun til et lillebitte timeout fra ægteskab, moderskab, linnedskab, forfatterskab, whatever. Nede under rusen lå min bevidsthed jo som blankslebet stål og huskede mig på, at Jorden altid kalder. At det her kun var et sjældent frikvarter. Et afmålt oprør, en identitetsmanifestation, en gang one woman-flamenco - yo soy: Jeg er. »Du ku da i det mindste ha ringet«, sukkede min mand så, forlod rummet og overlod mig til min egen kval. Nytårsdag var gledet over i aften, og jeg havde endnu ikke været i stand til at stå op. Togbremserne hvinede stadig lige usmurt, dertil kom en ny fornemmelse af at have isterninger raslende bag pandeskallen. »Er du meget syg?«, spurgte børnene, da jeg måtte opgive at deltage i aftensmåltidet. Ja, meget syg. Jeg kunne desværre ikke tåle champagnen, forklarede jeg. Den havde nok været af tvivlsom kvalitet. De nikkede medfølende. Hvor var det synd for mor. Deres uskyld skar mig i hjertet og fik den dårlige samvittighed til at røre på sig. Ravnemor! Møgkælling! Men knap mærkede jeg bondeangeren syde, før hundjævelen sprang frem af mørket og slog sig på lårene af grin. »Hæhæhæ, nu skal du ikke blive for hellig! Har du allerede glemt, hvor meget du grinede, da du mutters alene slingrede hjem klokken seks om morgenen i pels og stiletter og morede dig over, at du levede op til enhver sitcom-kliché om et overrislet spektakel? Kan du også huske, hvor fordomsfuld du selv plejer at være over for sådan nogle stive apparater? En skidefuld kvinde, plejer det ikke at forarge dig? Har du ikke altid ment, at det var dybt pinligt, når kvinder trykkede den af på den måde? Vildt provokerende, i virkeligheden?«. Njoe, nødtvungent måtte jeg erkende, at bimlede kvinders omdømme falder ligefrem proportionelt med størrelsen af deres brandert. Også i min bevidsthed. En mand kan få lov til at være iført spraglet kæmpebrandert uden at møde andet end latter og overbærenhed, endda respekt. Mens en kvinde på promiller straks er noget anløben på vej mod kulsoens fortabelse. Hvorfor? Antagelig fordi det er vildt farligt, når kvinder slipper tøjlerne og giver faen i ansvaret. Hvis Nille er stiv, hvem skal så tørre op efter Jeppe? Hvem skal tage sig af afkommet, hvem skal lave maden og opretholde ro og orden? Og hvis hun træder ud af korsettet, hvad så med seksualiteten? Forvandler hun sig så til frådende man-eater og bliver den farlige edderkoppekvinde, som vores patriarkalske kultur er så rædselsslagen for? Eller kunne man med andre ord forestille sig jomfru Maria jinge dionysisk rundt? Absolut nej. Intet kan gå mere imod Madonna-myten end en snalret kvinde. Derfor var jeg, indså jeg, med min opførsel ramlet lige ind i et tabu, der stadig er særdeles intakt. Pæne piger holder knæene samlet og trækker sig værdigt ud af festen, mens tid er. De udsætter sig ikke for spot og spe og offentlig sladder. Skulle jeg så skamme mig? Lade mig martre af anger? Undskylde? Ærligt talt syntes jeg ikke, jeg havde noget at undskylde. Jo, at jeg ikke havde ringet hjem måske (og så alligevel, det kunne jeg jo ikke!). At min trang til selskabelig emancipation kom så uvarslet og nok også, hvis jeg endelig skulle indrømme noget, var en anelse overdreven. Så en smule brødebetynget var jeg. Til gengæld blev jeg straffet hårdt. Kroppen, der havde fået et akut alkochok, svarede igen ved at lade tømmermændene strække sig over fulde fire døgn, hvorunder ethvert forsøg på genopstandelse mislykkedes. Så jeg måtte give min mand medhold i, at det var noget tøset, at jeg ikke bare kunne rejse mig ved det træ, jeg var faldet, og som et ordentligt mandfolk snuppe mig en Bloody Mary og en ristet hotdog og komme på benene, men måtte ligge som en anden Maude Varnæs med panodiler og kolde omslag, mens faderen styrtede rundt og tog sig af menagen. Tyndt, tyndt. Hvad angår de mentale tømmermænd, har jeg ikke haft nogen. Derimod har jeg været hjemsøgt af en masse højrøstede tømmerkvinder. De er der for resten endnu, jeg har selv inviteret dem til at blive. Godt nytår!