0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det landsforviste sprog I

Hvilke ord kan vi anvende efter Holocaust, på hvilket sprog formulerer man som jøde sin lidelseshistorie?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvilke ord kan vi anvende efter Holocaust, på hvilket sprog formulerer man som jøde sin lidelseshistorie? Spørgsmålene stilles af den jødisk ungarske forfatter Imre Kertész. I morgen modtager han Nobelprisen i Litteratur.

Hvor ofte jeg end kommer til Berlin, finder jeg hver gang en anden by på dette geografiske punkt. Ordet - Berlin - som begreb, som lydbillede med et usikkert indhold, sneg sig allerede tidligt i barndommen ind i min forestillingsverden.

Min bedstefader havde en lille butik, en manufakturhandel, som det hed dengang, og dér solgte han en slags tørklæde, som blev kaldt 'berlinertørklæde' eller snarere ganske kort en 'berliner'. Det var et hæklet tørklæde, der på ejendommelig vis blev båret bredt ud over skuldrene enten af ganske unge piger eller af bedagede kvinder i bydelen Ferencváros i Budapest, hvis stemning godt kunne minde om den gamle Kreuzberg.

Lidt senere knyttedes ordet til en farve, denne farve fandtes i min farvelade og havde et forførende navn, 'berlinerblå'. Endnu senere lærte jeg 'Führerens' stemme at kende i radioen, men den forbandt jeg på ingen måde med Erich Kästners og Alfred Döblins romaner, som jeg holdt så meget af.

Men selve byen fik jeg først at se, da den var lagt i ruiner og delt på ubegribelig vis. Det skete sidst på foråret i 1962, nogle få måneder efter at Berlinmuren blev rejst. Alt var en smule fantastisk, den forladte lufthavn i Schönefeld, de østtyske soldater, hvis uniformer og adfærd mindede om Wehrmachtsoldaterne, og den i den tidlige sommervarme dampende, mennesketomme by, eller rettere sagt bydel.

Vi boede på et hotel i Friedrichstrasse, Hotel Sofia, som vi i dag forgæves ville søge efter på bykortet; i baren, nede i stuen, stod en bartenderske, som på demonstrativ vis bar en davidsstjerne om halsen i en guldkæde og for fuld hals skældte ud på myndighederne, Muren og den skæbne, der var blevet hende til del. Igen og igen fortalte hun sin historie, som jeg ikke længere husker i enkeltheder, men hvis kerne var, at hun på en eller anden måde var endt her i byens østlige del, og at hendes situation var håbløs. Hoffnungslos - gentog hun hele tiden - hoffnungslos. Var jeg ikke selv kommet fra Budapest, ville jeg have undret mig over hendes åbenmundethed - eller måske over hendes forbitrelse? - sådan som hun gav sin vrede over myndighederne frit løb, men jeg havde for længst lært, at i diktaturer kan bartendere tillade sig adskilligt, som gæsterne ikke kan.

Senere var jeg flere gange i Berlin, og disse besøg foruroligede mig hver eneste gang. Et sted har jeg vist allerede givet udtryk for, at i den kolde krigs udsigtsløse årtier forekom Berlin at være den mest europæiske by, måske netop fordi den samtidig også var den mest truede by i Europa.

Spadserede man hen ad Leipziger Strasse i Østberlin, hvor forbudte nyheder fra den frie verden så at sige tittede ind til os 'derovrefra' fra lysavisen på Springer Verlags høje bygning, blev man overmandet af en misvisende fornemmelse af, at det slet ikke var Vestberlin, der var omringet af en mur, men det store, monolitiske Rige, der strakte sig fra denne side af Muren helt til Ishavet.

Jeg glemmer aldrig den tidlige sommersolnedgang, da jeg stod fortabt på kanten af denne ørkengrå verden, på Unter den Linden, og betragtede vejspærringerne, vagterne med deres hunde, de 'derovre' opdukkende, nysgerrige turistbussers tag, der ragede op over Muren, og det føltes, som om de netop da tændte reflektorer kastede lys på min totale fangenskabs skam.

Tretten år senere, i 1993, gik jeg som vestberlinsk stipendiat til fods fra Charlottenburg til Alexander Platz for med egne fødder at overbevise mig om, at jeg frit kunne spadsere fra Strasse des 17. Juni til Unter den Linden; ligesom jeg i år, i foråret 2000, spadserede fra porten i Birkenau langs den daværende rampe til Birkenaus krematorier - skønt det ville være vanskeligere at sige, hvad jeg dér ville overbevise mig selv om: måske at denne én kilometer lange, skæbnesvangre vejstrækning, som jeg dengang ikke gik ad, også var mulig for mig at gå ad i dag.

Altså: Berlin, barndommens blå farve og rampen i Auschwitz-Birkenau:

Disse tre billeder knytter sig organisk til én tankeforbindelse i mig.

Der mangler det fjerde, den fjerde faktor, jeg kunne også sige selve surdejen til denne tankeforbindelse, der kunne vække disse billeder til live og fylde dem med indhold: sproget. Måske kender De Paul Celans lille fortælling 'Gespräch im Gebirg'. Det er aften, »en aften, solen og ikke kun solen var gået ned og jøden gik, traskede af sted under skyerne, han gik i skygge, sin egen og andres skygge - for jøden, det ved du jo, hvad har en jøde, som virkelig er hans, som han ikke blot har fået til låns ...«.

Ja, Auschwitz er utvivlsomt hans, jødens, men med Auschwitz, denne gruopvækkende ejendel, har han samtidig også mistet sit sprog.

Tillad mig at forklare lidt mere indgående, hvad det er, jeg tænker på.

Min barndom var præget af en ejendommelig oplevelse, som pinte mig meget, men som jeg slet ikke forstod, slet ikke kunne fatte, gribe på fersk gerning, kalde ved navn. Jeg havde en følelse af at være meddelagtig i en altomfattende, kæmpe løgn, men at denne løgn var sandheden, og det var udelukkende min skyld, at jeg følte den som en løgn. Jeg kunne ikke vide, at denne oplevelse var af sproglig art og i virkeligheden en ubevidst protest mod det samfund, der omgav mig, 30'ernes pro- og præfascistiske Budapests bestandige tilskyndelse om at acceptere den på mig lurende fare som normal skæbne. Og det lykkedes til fulde, eftersom den kultur, jeg voksede op i, de ædle idealer, som jeg måtte billige, og det ophøjede værdisystem, som man fik banket ind i mit hoved i det humane gymnasiums separate jødeklasse, alle disse ting ansporede mig til at fornægte mig selv og belønnede selvfornægtelsen.

Årtier senere formulerede jeg det således i min roman 'Fiasko': »Snart med kærlige ord, snart med strenge irettesættelser modnede man mig ganske langsomt til tilintetgørelsen. Jeg protesterede aldrig, jeg gjorde alt, hvad jeg kunne: Med apatisk villighed sank jeg ned i min velopdragenheds neurose. Jeg var en i al beskedenhed stræbsom, ikke altid upåklagelig fremgangsrig deltager i den tavse sammensværgelse mod mit eget liv«.

I det 20. århundredes totalitære diktaturer skete der nemlig noget med én, som var uden fortilfælde i menneskehedens hidtidige historie: Det totalitære sprog, eller som Orwell kalder det, 'newspeak', som ved hjælp af tvangens og skrækkens vel doserede dynamik trængte uimodståeligt ind i det enkelte menneskes bevidsthed og lidt efter lidt spærrede ham ude derfra, spærrede ham ude fra hans eget indre liv.

Mennesket identificerede sig gradvist med den ham tiltænkte eller påtvungne rolle, uanset om han svarede til rollens personlighed eller ej. Det var tilmed den fuldstændige accept af denne rolle, denne funktion, som var hans eneste mulighed for overlevelse. Men det var også vejen til den totale tilintetgørelse af hans personlighed, og hvis det virkelig lykkedes ham at overleve, tog det lang tid, før han var i stand til - hvis overhovedet - at tilbageerobre sit personlige og eneste genuine sprog, på hvilket han kunne fortælle sin tragedie; og så kunne det endda være, at han da pludselig blev klar over, at denne tragedie slet ikke kunne fortælles.

Lad os lige lytte til, hvad jøden i Paul Celans fortælling siger om det: »Det sprog, der er gældende her, er ikke for dig og ikke for mig - hvem, spørger jeg, er dette sprog så tiltænkt, og Jorden, siger jeg, er ikke tiltænkt dig eller mig - dette sprog, se bare, er et sprog, hvor der hverken findes Jeg eller Du, kun Han, forstår du, kun Hun og intet andet end det«. Ja, et sprog, som tilhører andre, et sprog, som er det fortsat fungerende, indifferente samfunds bevidsthedsverden, et sprog, hvor den udstødte altid er et særtilfælde, en anstødssten og i al evighed en fremmed: han, hun eller det, et sprog, som efter Auschwitz endegyldigt har stemplet den fra Auschwitz hidrørende udstødthed.

Jeg tror, at det er det egentlige problem for alle dem, som i dag stadig - eller i dag igen - ønsker at tale om Holocaust. Det er grunden til, at jo mere man taler om den, des mindre forståelig forekommer den. Det er grunden til, at der bliver rejst stadig flere Holocaustmindesmærker, at Holocaust som sådan distanceres, historiseres så meget desto mere.

Jeg vil ikke her komme nærmere ind på det, som vi alle ved: at mindet om Auschwitz ritualiseres, instrumenteres, abstraheres. Den overlevende, denne nye mennesketype i den europæiske historie, som - med Nietzsches ord - har skuet ned i de dionysiske slugter, kæmper en afmægtig kamp i denne proces. Enten tilegner han sig 'det her gældende sprog' og accepterer dets konventioner, ord som 'offer', 'forfulgt' eller 'overlevende' og den dertilhørende rolle og bevidsthed, eller også bliver han lidt efter lidt klar over sin egen isolation og en skønne dag opgiver kampen.

Vi ser altså, at den ubærlige byrde af Holocaust lidt efter lidt har udviklet de sproglige former for omtalen af Holocaust, som tilsyneladende handler om Holocaust, men som end ikke nærmer sig dens virkelighed. For selve ordet 'Holocaust' er blevet et sakralt dæknavn for de daglige massemords, gasningers, nedskydningers rutine, for Endlösung, for menneskets tilintetgørelse.

Langt de fleste - og psykologisk set er det yderst forståeligt - ønsker at rekonstruere Auschwitz på et præ-Auschwitz-sprog og med præ-Auschwitz-begreber, som om det 19. århundredes humanistiske verdensbillede, som kun for et enkelt historisk øjeblik blev brudt af et ufatteligt barbari, stadig var gældende; så vidt jeg ved, kalder enkelte tyske og ikketyske historikere Holocaust for historiens 'afsporing', Holocaust som 'engangsfænomen'.

Men der findes det, der er meget værre: jeg tænker her på Holocausts voyeurer, som - ligesom også den amerikanske filminstruktør Steven Spielberg - indpasser Holocaust i kontinuiteten af det jødiske folks lidelseshistorie og, idet de vader over bjerge af lig, hen over Europas ruinhob og tilintetgørelsen af alle menneskelige værdier, hylder den evige overlevelse ved hjælp af kulørte billeder og triumfant musik.

Men hvem interesserer sig for de virkelige overlevende og overlevelsens virkelige problemer? »Vi bliver overdøvet af poeter, prokuratorer, filosoffer og præster« - siger Tadeusz Borowski - »Og det ender med, at dette, at enkelte af os trods alt har overlevet, bliver betragtet som driftsforstyrrelse, en ulykke« - føjer Jean Améry til. Jeg citerer forfattere, som efterlod os Holocausts virkelige erfaringer, og som taler til os på et post-Auschwitz-sprog. Hvad er det da for et sprog?

Jeg, til mit eget brug, har med et musikalsk fagudtryk kaldt det et atonalt sprog. For såfremt vi betragter tonalitet, det homogene toneleje, som en konvention efter fælles overenskomst, deklarerer atonalitet denne overenskomsts, denne traditions ugyldighed. Engang eksisterede grundtonen også i litteraturen, et på en fælles moral, fælles etik hvilende værdisystem, der bestemte sætningernes, tankernes indbyrdes forhold. De få, der satte deres eksistens ind på at aflægge vidnesbyrd om Holocaust, vidste ganske nøje, at deres livs kontinuitet var brudt, at de ikke kunne fortsætte deres liv på dem for dem, for at udtrykke mig således, af samfundet tilbudte måde, og at de ikke kunne formulere deres erfaringer på et præ-Auschwitz-sprog.

I stedet for at bestræbe sig på at glemme, at søge efter en normal, menneskelig tilværelses varme, byggede de deres i tilintetgørelseslejre tilintetgjorte personlighed op på ny af deres i disse lejre høstede erfaringer: De forvandlede sig til Auschwitz' medier. Der var blot det, at de derigennem erkendte overlevelsens umulighed. Auschwitz' ånd, der som en gift havde ædt sig ind i deres sind, og samfundets redebonne ligegyldighed, de mange åbne døre, som de ikke kunne træde ind ad, og som det heller ikke kunne svare sig at træde ind ad, afdækkede så at sige på ny dommen, der var brændt ind i deres krop, som et alvorligt, aldrig helende sår.

Jean Améry og Tadeusz Borowski begik selvmord, også Paul Celan og Primo Levi døde for egen hånd - og mange andre, hvis navne vi end ikke kender.

Alt dette måtte jeg sige, og jeg ville ikke være ærlig, hvis jeg ikke indrømmede, at når jeg tænker på disse konsekvente skæbner, bliver jeg altid grebet af en vis forlegenhed, af forklaringstvang. I dag ved jeg, at analysen, som jeg i 1991 formulerede i min 'Galajdagbog', er præcis:

»Det, der frelste mig fra selvmordet, var det 'samfund', som efter oplevelsen af kz beviste for mig i stalinismens billede, at frihed, befrielse, stor katarsis etcetera: Alt det, som intelligentsiaen, tænkere, filosoffer i mere heldige dele af verden ikke blot talte om, men givetvis også troede på, kunne der slet ikke være tale om; som garanterede mig et fortsat liv i fangenskab og dermed udelukkede selv muligheden for misforståelse. Det er grunden til, at jeg ikke blev overskyllet af hin skuffelsens mægtige bølge, som i friere samfund begyndte at skvulpe om de for flodbølgen flygtende menneskers ankler, der havde et lignende erfaringsgrundlag som mit, og som lidt efter lidt - forgæves satte de farten op - nåede dem op til halsen«.

Således forholder det sig, og da jeg begyndte at skrive, gjorde jeg det så at sige i en slags forlænget nærvær af Auschwitz. Holocaust og den livstilstand, hvori jeg skrev om Holocaust, vævede sig uadskilleligt sammen. Hvor paradoksalt det end kan lyde, var min frihed som forfatter i det kommunistiske diktatur uden begrænsninger - nogenlunde sådan som de, der førte hemmelige dagbøger i Auschwitz, heller ikke var pålagt begrænsninger af nogen art.

I en sådan situation kan det ikke svare sig at lyve, ej heller at gøre sig overvejelser om kunstnerisk virkning, for slet ikke at tale om at manipulere, eftersom muligheden for at publicere er lige så usikker som for at overleve.

Under den totalitære censurs omstændigheder er forfatterens situation i en vis forstand mere enkel, for friheden her bliver skabt af selve undertrykkelsen, ved at den dag efter dag fornægter den og derigennem dag efter dag gør dens eksistens åbenlys for alle. Sådanne overvejelser driver utvivlsomt mennesket ud i fortvivlelse, for til sidst støder man uvægerligt mod en total mangel på udveje. Ja, endog mod den totale håbløshed, for hvis vi er opmærksomme nok, glimter der et løfte i det fjerne, hin kierkegaardske ud-over-alt-håb eksisterende håb, som denne gang måske skjuler sig i en fælles skæbne, mere præcist i at være berøvet sin skæbne; et diktatur kan nemlig let illustreres med et andet diktatur, og man kan derfor godt blive grebet af et øjebliks illusion af, at taler man om Holocaust, taler man om alle, og taler man om lidelse, er man talerør for alle menneskers lidelser. Og denne illusion næres netop af tavsheden eller afvisningen, hvormed magtens usurpatorer tager imod værket, og isolationen, som de støder dets ophavsmand ud i.


På dansk ved Péter Eszterhás Teksten blev holdt som tale i Renaissance-Theater i Berlin, 2000. Udkommer i essaysamlingen 'Die exilierte Sprache' på Suhrkamp Verlag © til foråret. Trykt med tilladelse af Leonhardt & Høier Literary Agency

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere