Vores opfattelse af Japan er et eksempel på, hvordan forskelle på overfladen fejlagtigt tolkes som udtryk for dybe kulturelle skel, når især vestlige journalister skal forklare landets aktuelle problemer, skriver kronikøren, der er lektor ved Osaka University of Foreign Studies. »Japan burde være et af verdens økonomiske lokomotiver og dominere beslutningerne i f.eks. verdenshandels-organisationen, WTO. Men sådan er det ikke«. Således lød indledningen til 'Horisont', som blev sendt på DR 1 mandag 12. november. Der var lagt op til et spændende program om Japan, landet, der efter Anden Verdenskrig tog tigerspringet ind i den økonomiske verdenselite og på ganske få år blev verdens næstrigeste nation. Gennem de sidste 10 års tid har Japan oplevet en økonomisk nedtur, en krise, som ser ud til at have bidt sig fast. Men på trods af krisen er Japan stadig blandt verdens førende på en lang række områder, bl.a. inden for it-udvikling (f.eks. teknologi til mobiltelefoner), bilindustri, naturvidenskab (japanere modtog Nobelprisen i kemi både i 2000 og 2001), kunst og kultur (japansk litteratur, design, film og tegnefilm oversættes og eksporteres til Vesten som aldrig før). Japan har med stor succes siden 1970'erne gjort sig gældende på noget, der i vor tid ellers har været Vestens enemærker: økonomisk vækst og videnskabelige og tekniske landvindinger. Alligevel oplever Vesten Japan som fjernt, både kulturelt og politisk. Faktisk var det en interessant iagttagelse, 'Horisonts' Steffen Gram lagde ud med. Hvorfor markerer Japan sig ikke i internationale organisationer? Hvorfor ikke en gang i verdenshandelsorganisationen, WTO, når nu Japan, på trods af krisen, må opfattes som en stærk økonomisk faktor? Hvis programtilrettelæggerne havde ønsket at dykke ned i disse spørgsmål, ville programmet kunne have drejet sig om Vestens syn på Japan, om situationen efter Anden Verdenskrig, hvor Japan kom under næsten 100 procent amerikansk kontrol, og måske også om, hvordan internationale organisationer som WTO er styret af og efter vestlige normer og principper, en vestligt defineret målestok for hvad der er moderne og effektivt. Desværre faldt 'Horisonts' journalister for den nemme løsning og leverede den (allerede velkendte) underholdende beretning om 'det mystiske Japan' i dyb splittelse mellem 'det gamle Japan' og 'det nye Japan', historien om hvordan forældede traditioner og konservative dyder spænder ben for en moderne udvikling. I virkeligheden kunne man fortælle den samme historie om Danmark: Danmark - et land i dyb splittelse med sig selv, mellem ønsket om en udadrettet fornyelse og involvering i Europa og verden og en indadrettet bevarelse af det gamle danske system baseret på danske traditioner og værdier. Danmark og Japan er meget mere ens, end forestillingen om 'det mystiske Japan' kan bære. Når vesterlændinge betragter Japan og japanere, er det, måske naturligt nok, den for os iøjnefaldende anderledes måde at omgås hinanden på, som bemærkes. Desværre bliver mange vestlige skildringer af Japan ofte ved disse 'overflade-forskelle' og ser derfor ikke alle lighederne. Den japanske måde at indrette institutioner og virksomheder på bliver altid trukket frem som en afgørende forskel mellem dem og os. Faktisk var det i 'Horisonts' program om Japan en af hovedårsagsforklaringerne på, at krisen har bidt sig fast. Vi forstår ikke, at når nu japanerne har skiftet kimonoen ud med jakkesæt, hvorfor de så ikke også dropper deres tåbelige nærmest ceremonielle arbejdsmetoder i deres mastodontvirksomheder - arbejdsmetoder, som forretningsmænd, journalister og andre, der har været i nærkontakt med Japan og japanere som andet end turister, oplever som uoverstigelige barrierer. Det kan da ikke blive ved at gå i længden, tænker vi. Hvordan kan den økonomiske succes dog fortsætte, når de opfører sig så åbenlyst umoderne og ineffektivt? Nu har krisen så også lagt sit tunge åg over landet, og det kan vel kun skyldes, at japanerne ikke i tide har indrettet sig som os. Eller hvad? I 'Horisont' blev der givet en række eksempler på hvor »anderledes« japanerne er, og ved at spille på 'det mystiske Japan' blev selve denne forskellighed til forklaringen på den japanske krise. Et par eksempler fra programmet: Med 'det mystiske' og 'det gamle' versus 'det nye Japan' aktiveres en mængde billeder hos danskerne - billeder, der bliver hjulpet godt på vej allerede i begyndelsen af udsendelsen. Det første, vi ser og genkender fra tidligere tv-udsendelser, er den grædende og angrende bankdirektør, som Steffen Gram bedyrer er blevet selve symbolet på krisen i Japan. Og det er staklen måske også, men vel at mærke i vores, i Vestens øjne - ikke i japanernes. Mine japanske kollegaer her i Osaka kan svagt huske bankdirektøren fra begyndelsen af 90'erne, og da jeg viste dem klippet fra 'Horisont' på internettet, reagerede de på præcis samme måde, som vi selv gør i Danmark, nemlig med en blanding af undren og en lidt pinagtig forlegenhed over direktørens personlige udkrængning. Det er bestemt ikke almindeligt for japanske direktører at stå frem foran tv-kameraer og bede om forladelse for en virksomheds fallit. Tværtimod viser de i japanske medier til stadighed verserende skandaler, at japanske direktører ikke er stort anderledes end europæiske i deres forsøg på at forsvinde fra offentligheden og tørre ansvar af på hinanden. Men den grædende bankdirektør bliver alligevel ved med at dukke op i de danske medier. Programmet viser os selvfølgelig også japanernes lidt omstændelige måde at udveksle visitkort på (lektion ét i enhver forretningsmands guide til Japan). Vi ser klip fra japanere, der bukker dybt og mange gange - en gestus, som af mange danskere opleves som en smule ydmygende for de bukkende. Og vi bliver helt forvirrede, når det er en 18-årig punker med grønt hår, der bukker - selve materialiseringen af det gamle, det nye og det meget mystiske Japan. De har 'vores' tøj på, hvorfor kan de så ikke bare give håndtryk i stedet for det der bukkeri? Det opfattes af vesterlændinge som et håndfast tegn på japanernes stædige fastholden ved deres gamle kultur. I 'Horisonts' program ser vi endvidere, hvad jeg tolker som et kort briefing-møde på et kontor, hvor chefen sidder ned med sine medarbejdere stående rundt om sit skrivebord. Scenen ledsages af ordene: »Ikke mange steder i verden holder chefen møder på arbejdspladsen på denne måde«, underforstået en tåbelig måde. Men hvad tror journalisterne da - at alle møder i Japan holdes på den måde? Derefter følger seerne de danske journalisters besværligheder med at få lov til at filme i en offentlig svømmehal. Her står det stive japanske bureaukrati i vejen, og danskerne får desværre ikke lov til at filme japanere i badetøj. Jeg ved ikke, om det er nemt at få adgang med kameraer til en dansk svømmehal, men jeg kan huske, at jeg engang i et videoprojekt på universitetet gerne ville lave nogle optagelser på en station i København - da stod der et større DSB'sk bureaukrati i vejen. Disse eksempler på japanernes tilsyneladende anderledeshed er selvfølgelig ikke kun overfladetræk. Der er mange ting, som gøres, opleves og vurderes anderledes af japanere, end vi er vant til. Men det er et problem, når forskellene ureflekteret værdibedømmes og bruges som årsagsforklaring. Den japanske virksomheds- og organisationskultur er anderledes end den europæiske, og den er svær, også for mig, at tolke og navigere i. Jeg er opdraget i Danmark, og guderne skal vide, at den japanske måde at samarbejde på arbejdspladsen bestemt ikke ligger til mit temperament. Man gør simpelthen tingene anderledes her, og det bliver selvklart ikke lettere gennemskueligt, når man hverken behersker sproget eller de almindelige forretningsgange. Jeg har ofte mødt udlændinge fra Vesten, som dybt frustrerede kritiserer 'den japanske måde'. De virker forundrede, til tider chokerede over, at japanerne ikke arbejder, som de er vant til hjemmefra, og målestokken er naturligvis den vestlige. Men, ærlig talt, så ineffektiv (som de interviewede vesterlændinge i 'Horisont' udtrykte) kan den japanske indretning ikke være, for noget må japanerne have gjort rigtigt - Sony, Toyota og Mitsubishi er ikke gået fallit endnu. I dette tilfælde bør forskellene snarere betragtes som et spørgsmål om vane og viden om, hvor, hvordan og til hvem man skal henvende sig på hvilket tidspunkt, end som et spørgsmål om den rigtige eller forkerte måde. De danske journalister ved præcist, hvordan de skal få tilladelser til at foretage filmoptagelser i Danmark, så i Danmark oplever de bureaukratiet som minimalt. I Japan støder de imidlertid kameralinsen mod en lukket dør, fordi man der gør tingene anderledes. Japanske journalister vil med garanti opleve samme frustrationer over ikke at kunne gøre, som de plejer, hvis de skulle arbejde i Danmark. 'Horisont' angiver to årsager til, at det bliver svært, ja, måske umuligt for Japan at komme ud af krisen igen: 1) Den træge gammeldags organisering af institutioner, herunder japanernes kulturelt funderede uvillighed til at forandre. 2) Et faldende fødselstal, der betyder et fald i antallet af personer i den arbejdsdygtige alder, og en stigning i antallet af ældre mennesker uden for arbejdsmarkedet. Disse forhold forværres yderligere af de unges konservative indstilling til tilværelsen. Japanske unge ønsker angiveligt hverken at forandre eller at udvikle. »De rige japaneres børn født i 80'erne og 90'erne tilbringer deres tid på diskoteker og er vilde med pjat og pjank. De føler ikke noget ansvar for at udforme det fremtidige samfund«, citat fra en midaldrende tysk økonom i Deutsche Bank i Tokyo, interviewet i 'Horisont' (de stakkel japanske unge har måttet lægge øre til mange beskyldninger, også fra den japanske ældre generation). Dertil kommer kvindernes personlige oprør - de gifter sig og får børn i en højere alder end før. Hvad angår den ændrede befolkningssammensætning, den 'pjankede ungdom' og 'de oprørske unge kvinder', så er det fænomener, vi allerede i Vesten ved følger i kølvandet på økonomisk vækst og højkonjunktur. Velstanden medfører, at barndommen og ungdommen forlænges med 5-10 år. Unge mennesker vælger at stifte familie senere end deres forældre gjorde, og når 'de oprørske kvinder' også bliver på arbejdsmarkedet, er konsekvensen, at der fødes drastisk færre børn, og dermed er befolkningssammensætningen blevet dyr for samfundet, fordi for få personer i den arbejdsdygtige alder skal tjene pengene til alt for mange uden for arbejdsstyrken. Denne velstandens følgeeffekt ser ud til at have ramt Japan særlig hurtigt og hårdt, og landet har endnu ikke været villig til at hente arbejdskraft i udlandet. Øriget omringet af vand og ulande har effektivt lukket havnene for indvandring (kun cirka en procent af befolkningen har 'anden etnisk oprindelse end japansk', og heraf er den største gruppe koreanere). Hvad angår det første punkt, altså japanernes konservative livsindstilling og uvillighed til at ændre på det samfund de i fællesskab byggede op efter Anden Verdenskrig, ja, så synes jeg faktisk også, at det er temmelig nemt at se en parallel til de vesteuropæiske lande og heriblandt i særlig grad Danmark. Der er mange ulidelige ligheder mellem Danmark og Japan på dette punkt. Det er i mine øjne et fællestræk i både danskernes og japanernes selvopfattelse, at de selv på egen hånd har skabt og indrettet deres lande på en succesfuld måde. Danskere elsker og er stolte af 'velfærdsstaten Danmark', japanerne af 'velstandsstaten Japan'. Begge nationers selvopfattelse hænger i høj grad sammen med denne succes, og den måde, man takler (eller ignorerer) globaliseringens udfordringer i dag, er relativt ens. Meget tyder på, at Japan bliver nødt til at importere arbejdskraft, hvis den høje levestandard skal fortsætte. Men desværre er det ikke svært at forudse, hvordan landet vil takle indvandring og integration: ikke særskilt vellykket. Japanerne er uhyre bevidste om, at de har skabt en succes, et velfungerende land, som for alt i verden skal bevares, selv om tiden og verden udenfor kræver forandringer. Man ser udlændinge som en trussel mod det japanske samfund. Fra tid til anden diskuteres det, om man skal åbne dørene for udenlandsk arbejdskraft, og alle problemerne tårner sig op, allerede inden den første 'fremmedarbejder' har sat sin fod på kysten. Det er en udbredt opfattelse, at indvandrere er lig med problemer. Argumenterne er de samme som vi kender i Danmark: Udlændinge vil (og kan) ikke lære japansk (sjovt nok er det blandt både japanere og danskere en udbredt opfattelse, at netop japansk eller dansk er blandt verdens vanskeligste sprog), udlændinge forstår ikke den specielle japanske kultur, og de er kun interesserede i at sende penge hjem til deres oprindelseslande. Under disse argumenter ligger en opfattelse af selvtilstrækkelighed, en ide om, at »vi kan bedst selv«. Jeg mener det er samme slags selvtilstrækkelighed, der gemmer sig bag danskernes EU-skepsis og reservation over for indvandrere. Globaliseringen udfordrer nationalstater i hele verden. Vi har set i Europa, hvordan fremmedfjendske holdninger ser ud til at være mange europæeres svar på denne udfordring, og desværre er der i den sammenhæng ingen mystiske forskelle på Danmark og Japan. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorvidt andre end de nævnte årsager bidrager til den tilsyneladende stagnerende krise i Japan. Jeg er heller ikke i stand til at vurdere, hvor alvorlig krisen egentlig er. Jeg kan blot konstatere, på linje med 'Horisonts' udsendte, at krisen hverken er noget, man mærker eller ser. Den er heller ikke et emne i japanske medier eller i dagligdags samtaler. Den almindelige japaner mærker ikke krisen. Japanernes image nummer et er stadig at være forbruger. Og det er da også noget af det første, der falder en landsby-københavner i øjnene, når han eller hun første gang står midt i Tokyos myldrende handelsgader med et tilsyneladende uendeligt antal stormagasiner og et bugnende udbud af alle tænkelige og utænkelige varer. Og der er ikke bare et stort udbud, der er tilsyneladende også efterspørgsel. Som dansker forbløffes man og tænker som Steffen Gram: »Japan fejer krisen ind under tæppet og lader som ingenting«. Jeg har hørt denne kommentar fra vesterlændinge før, »jamen, forstår de da ikke, at landet er i krise«? Hvad der bare undrer mig er, hvorfor jeg altid hører om den japanske krise i de danske medier. Jeg bor i Japan, men det er kun danskere, der konfronterer mig med krisen. Jeg ved godt, at det ikke er udtryk for, at der ikke eksisterer en krise, men japanerne har altså stadig penge - masser af penge. Arbejdsløsheden er nu steget til lidt over 5 procent. I midten af 90'erne var den over 12 procent i Danmark! Jeg kan ikke lade være med at undre mig over de vestlige mediers engagement i den japanske krise. Det lugter en lille smule af skadefryd. Man får den tanke, at vi i Vesten ikke kan kapere, at et land, der virker så anderledes som Japan, har økonomisk succes. Kina er det nye asiatiske land, der blander sig i den økonomiske verdenselite. Det er min opfattelse, at Kina aldrig er blevet betragtet som lige så mystisk som Japan. Det kan skyldes, at dette land gennem mange år har været noget så prosaisk som et socialistisk uland. Men Japan blev efter Anden Verdenskrig på 'vores' kapitalistiske marker - og mystisk nok med stor succes. Når det om føje år bliver almindeligt at se en rig kineser med slips og mobiltelefon spytte og bøvse på gaden i Shanghai, bliver dette land måske også til »mystiske Kina«.