Jeg har gjort en ting, der er yderst strafbart i Danmark. Jeg er mig selv. Eller rettere, jeg var mig selv. Og det i fuld offentlighed. For nu gør jeg det ikke mere. Holder min mand i hånden på gaden. Manden vil egentlig stadig gerne, men jeg synes, det bliver sådan noget klister. Det er det, jeg siger. Det er ikke det, jeg mener. Inderst inde. Jeg er nemlig blevet bange.
Hvis jeg skal overtales, skal jeg i hvert have drukket lidt. Og så gider jeg godt. Men vi slipper altid hinandens hænder, hvis vi støder ind i en gruppe på mere end to, fordi man aldrig ved, hvad man får i hovedet efterfølgende. Jeg er ligeglad med alle de verbale ord-udladninger – dem har jeg prøvet så tit – men er ikke så vild med de fysiske. Det har et møde resulteret i. Et møde, der blev lidt mere end fysisk. Jeg blev slået ned for halvandet år siden midt på Vesterbrogade og blev af myndighederne efterfølgende behandlet, som om det nærmest var min egen skyld. Og hurtigt blev mit overfald skubbet over i journalerne hos politiet som noget, jeg selv havde været ude om. Jeg havde været ude den aften på Centralhjørnet og set Melodi Grand Prix. Og jeg var så smuttet hjem hen ad klokken tre – alene – fordi manden var et eller andet sted i Jylland i en eller anden sportshal for at producere showet til hele DK – og så skete det. Jeg kan ikke huske så meget af det. Andet end der pludselig kom tre løbende bag mig, og det gik stærkt. Jeg blev pandet ned, de rodede i mine lommer, jeg lå på asfalten. De sparkede mig i ansigtet, jeg flækkede min læbe og fire tænder. Så kom der en mand fra døgn-sandwich-baren løbende og de stak af. Han fik mig på benene.
