De begivenheder, vi i øjeblikket er vidner til i Nordafrika og Mellemøsten, er uden tvivl historiske.
De rummer potentialet for at ændre det politiske verdenskort. Men som med alle kriser kan det både føre til en forværring og en forbedring for de berørte samfund og dermed også for omverden. Derfor har Vesten en interesse i resultatet. Og derfor skal vi kæmpe for forbedringerne. Det er tid til en storstilet økonomisk og demokratisk Marshallpakke for Nordafrika. Vesten må og skal benytte begivenhederne i den arabiske verden til et selvopgør og til at give befolkningerne i verdens diktaturstater et håb om en bedre fremtid. Millioner af undertrykte mennesker har med livet som indsats rejst sig mod deres undertrykkere og krævet frihed, retfærdighed, demokrati og sociale reformer. Meget kan gå galt – der er ingen garantier – men Vesten kan ikke lurepasse og lade denne enestående historiske chance løbe ud i sandet. Vi må entydigt stille os på befolkningernes side og ikke igen svigte vores egne højtbesungne værdier for et kortsigtet kynisk magtspil om olie og falsk tryghed. Netop hjemvendt fra et besøg i den egyptiske hovedstad, Kairo, kan vi ikke andet end at tage en optimistisk tilgang til begivenhederne. Optimismen skyldes de fantastisk modige mennesker, vi mødte. En af dem var Gameela Ismail. Hun er journalist af uddannelse, prominent aktivist i den egyptiske demokratibevægelse, og hun beretter om de sidste ugers begivenheder for os.




























