Danmark og Europa står over for en demografisk udfordring, som vi skal langt tilbage i historien for at finde mage til. Vores befolkninger er aldrende, og de europæiske samfund reproducerer sig ikke fuldstændigt, hvilket betyder, at stadig færre unge skal forsørge stadig flere ældre. Det kunne måske nok gå, fordi fødselstallene trods alt er stigende, og nedslidningen af de ældre er faldende, hvorfor stadig flere frivilligt arbejder i længere tid, mens vi bliver stadig mere produktive. Faktum er dog, at Europa aldres – på godt og på ondt, mens den modsatte tendens gør sig gældende i det arabisk dominerede Mellemøsten, hvor islam er den herskende religion, der derfor definerer kulturen i området. Således vil befolkningen i flere lande i Mellemøsten ifølge FN’s befolkningsprognoser fordobles frem til 2050, hvilket vil være tilfældet i Afghanistan, Irak, Yemen, Somalia og Pakistan. Og i Mellemøsten generelt vil befolkningsvæksten ligge i laget 50-100 procent frem til 2050 – og det på trods af, eller måske rettere på grund af, at de politiske såvel som økonomisk-administrative systemer er dårligt fungerende grænsende til at være på sammenbruddets rand i de fleste lande i Mellemøsten og omegn. Fælles for de omtrent 22 arabisk-muslimske lande i Mellemøstens triste tilstand er overordnet: Graden af analfabetisme er voldsomt stor, og der er et meget stort vidensgab – i en grad så kvinder i den arabiske verden hører til de lavest uddannede i verden og har samtidig en af de højeste rater for analfabetisme. Halvdelen af regionens kvinder er analfabeter imod en tredjedel af mændene, hvilket man kan læse af FN’s Arab Human Development Report fra 2005.
Det er selvsagt ekstremt hæmmende for både den økonomiske såvel som den politiske udvikling i en region, at uddannelsesniveauet er så skræmmende lavt, hvilket også må henføres til en religiøs og politisk forestilling om, at viden ikke nødvendigvis skal udbredes til masserne. Hårdest ramt er selvsagt den arabisk-muslimske kvinde. Kun hver tredje bliver uddannet til at læse og skrive, hvilket gør hendes i forvejen udsatte position langt mere sårbar, samtidig med at det hæmmer udviklingen i regionen og derved forstærker tendenserne til overbefolkning og social uro. »Raten af analfabetisme i den arabiske verden er ikke blot højere end verdensgennemsnittet, men er også højere end gennemsnittet for udviklingslandene«. Lyder et andet citat fra Arab Human Development Report anno 2005, som især fokuserer på kvinders ringe stilling i den arabiske verden. Den arabisk-muslimske verden er kontrasternes univers. På denne ene side findes der en rigdom og luksus i den olierige del af den arabiske verden, som kun kan få os andre velfærdsdanskere til at ryste på hovedet over al den overflod og pragt, der i denne tid blotlægges i Dubai, som nu er ved at gå fallit. I den anden ende af den arabiske verden finder man de brede arabiske masser, som er fattige, uuddannede og ofte ret frustrerede over en trøstesløs fremtid såvel som fortid. Det er i disse brede lag i befolkningen, at konspirationsteorier om jøderne, amerikanerne og nu også danskernes indsats (efter Muhammedtegningerne) for at holde dem tilbage, blomstrer, ikke sjældent kolporteret af forvirrede vestlige intellektuelle, hvis primære akademiske bedrifter kan opsummeres i følgende sætning: Udbredelse af kulturelt selvhad. Det kulturelle selvhad ofte er inspireret af Edward Saids orientalske tænkning. Edward Said er en kendt palæstinensisk-amerikansk intellektuel, som lagde navn til orientalismen, der kort fortalt dikterer, at problemerne i den tredje verden alt overvejende skyldes den vestlige imperialisme og på samme tid på den vis frikender den tredje verden for at tage ansvar for egen udvikling i dag, hvoraf kolonialiseringen heldigvis for længst er et afsluttet kapitel.
