»Kom og hils på Faster, hun er niogfirs«, råber Tom til viceværten, idet han kommer ind i gården fra porten.
Viceværten tøver, han er en kraftig mand med en hvid kasket på hovedet, der giver ham et let fåret udtryk i ansigtet. Han har en plasticpose i hånden, efter maven at dømme kunne den sagtens være fuld af dåseøl, som han har travlt med at komme ind til sig selv og få sat til livs. Men så nikker han venligt til Tom og til Minty, som også i dag er smagfuldt klædt på i hvid skjortebluse under sin lyseblå cardigan.



























