Efter at tre ugers protester over hele landet tvang tidligere præsident Ben Ali til at flygte 14. januar, fulgte knap en uge, før den lille tunesiske hær fik nedkæmpet dele af nationalgarden, der var forblevet loyal over for præsidenten.
Kort efter blev parlamentets to kamre opløst, og den midlertidige regering har siden regeret gennem dekreter. Der udbrød en bølge af strejker for højere løn og for udskiftning af ledelsen i virksomheder og firmaer, hvor størsteparten havde fået deres stilling i kraft af tilknytning til den afsatte præsidents familie. Regeringen reagerede med at bevilge lønforhøjelser, fastansætte de mange løstansatte på de offentlige kontorer og udskifte ledelser over en bred kam.




























