Fysikeren og forfatteren C.P. Snow skrev engang i 1960’erne en berømt pamflet om ’De to kulturer’, hvormed han mente Naturvidenskab og Humaniora.
Og han plæderede for, at de ikke burde være skilt ad, men langt snarere mødes og finde sammen i frugtbare alliancer. I stedet, konstaterede Snow, havde vi alt for ofte gensidige fordomme, mistro, stereotyper, uvidenhed og mere eller mindre vilkårlige projektioner overført på modparten. Sådan er det i nogen grad stadig. Men det, vi her skal se på, er to andre verdener, der har det med hinanden som Snows makkerpar, nemlig universitetet og aviserne, ja også tv-mediet og måske især det sidste. Og det er en vældig synd og skam.



























