Velkommen til en sundhedsskadelig lov

En flygtning er en person, der har mistet alt, undtagen sin accent – sagde Simon Wiesenthal.

Men hvad er man så, når man også mister sin accent? ’Tolkeloven’ er fra i dag en realitet, og bekendtgørelsen om loven er forleden udsendt med ledsagebrev. Flygtninge/indvandrere, der har boet mere end syv år i Danmark, skal betale 150 kr. ved hvert besøg hos deres læge og ved hvert besøg i ambulatoriet på sygehuset. I betragtning af hvor længe loven har været undervejs, og hvor mange kritiske kommentarer og høringssvar der har været til bekendtgørelsen, så er den endelige bekendtgørelse bemærkelsesværdig fjernt fra virkeligheden og besvarer ikke ét af de spørgsmål, som fagpersoner har rejst.

Bekendtgørelsen er en juridisk hvidvaskning af en lov, der er bevidst ulighedsskabende, og som bidrager til yderligere marginalisering og stigmatisering af patienter, der i forvejen må slås med at finde tryghed og sikkerhed og kæmper for at forstå deres sygdom.

Loven er sundhedsskadelig for en lille udvalgt gruppe af særligt skrøbelige borgere, og den er skadelig for læge-patient-forholdet på et område, hvor der i forvejen er barrierer nok. Målgruppen udmærker sig ved ikke at have interesseorganisationer, patientforeninger eller et stærkt lægespeciale bag sig, og de er i det hele taget ikke kendetegnet ved at brokke sig, så der har tydeligvis været fri lovgivningsleg på Christiansborgs gange. Denne gruppe af patienter er usikre, angste, fattige, ensomme analfabeter, der bekræfter én ting: Der er altid en grund til, at man ikke lærer andetsproget.

Ministeriet vælger fortsat at ignorere stormen af faglig kritik, selv i ledsagebrevet, og i stedet fastholder man en række juridiske betragtninger, som er ligegyldige og uvæsentlige i praksis. Sagen er, at loven bryder direkte ind i konsultationsrummet og ødelægger læge-patient-forholdet af flere årsager: