Statsministeren brugte sin nytårstale på efterlønnen – på at tale om, hvordan vi får flere hænder på arbejdsmarkedet.
Han undlod helt at komme ind på, hvordan vi skaber nye arbejdspladser med høj værditilvækst i Danmark. Og det kan man godt forstå. For sandheden er, at der i den tid, han har haft ansvaret for den økonomiske politik i Danmark – først som finansminister og siden statsminister – er gået omkring 170.000 private arbejdspladser tabt i Danmark ifølge regeringen selv. Vi har i SF det seneste år holdt stribevis af møder med høj og lav i dansk erhvervsliv. Fra iværksætteren over erhvervslivets og landbrugets organisationer til de store virksomheder, som færdes hjemmevante på verdensmarkedet.




























