Ifølge det amerikanske udenrigsministeriums årlige rapport om menneskerettigheder er Libyens autoritære regime en af de store syndere på området.
Blandt regeringens mange og alvorlige krænkelser af menneskerettihederne kan nævnes dårlige forhold i fængslerne, fanger, der holdes helt afskåret fra omverdenen, og politiske fanger, der sidder fængslet i årevis uden at blive formelt anklaget eller retsforfulgt. Domstolene kontrolleres af regeringen, og man har ikke ret til en retfærdig og offentlig rettergang. Libyere har ikke ret til at vælge en ny regering. Friheden til at ytre sig, drive pressevirksomhed, forsamles, organisere sig og praktisere sin religion er underlagt begrænsninger. Med tanke på, hvor ensidig den amerikanske og vestlige propagandamaskine kan være, tager folk ofte den slags rapporter med et gran salt, særlig når de handler om lande og ledere, som ikke er i kridthuset hos vestlige magter. Men hvis vi tager denne amerikanske vurdering for pålydende, kan situationen i Libyen sammenlignes med forholdene i mange lande i forskellige dele af verden. Lad os derfor for et øjeblik træde et skridt tilbage og betragte det verdensbillede, som tegnes af BBC, CNN, AFP, dansk tv og andre medier. Selv Al-Jazeeras engelsksprogede programmer har i dette tilfælde sluttet sig til flokken og fuldstændig glemt, at en historie altid har to sider. I øvrigt skal mine forbehold i forbindelse med situationen i Libyen på ingen måde opfattes som en blåstempling af eller et forsvar for den libyske regerings forfærdelige angreb på civilbefolkningen. Jeg ønsker blot at betragte udviklingen med åbne øjne uden at forfalde til den sædvanlige vestlige rygmarvsreaktion. Da folkelige bevægelser havde afsat lederne i Tunesien og Egypten, oplevede nabolandet Libyen en egentlig revolte, der begyndte i februar, og uroen bredte sig til hovedstaden, Tripoli. Siden har kampene udviklet sig så voldsomt, at landet i praksis er blevet delt i en oprørskontrolleret del mod øst og en regeringskontrolleret del mod vest, herunder Tripoli.
