Når staten skal spare, er det både naturligt og demokratisk, at alle muligheder overvejes, og at alle institutioner bringes i spil, således også forsvaret. Ifølge regeringens plan for økonomisk genopretning skal forsvaret fra 2015 spare to mia. kroner årligt. Med et eksisterende budget på godt 20 mia. kroner svarer det altså til knap 10 procent. Beløbet må være arbitrært fastsat, hvorfor ellers det behageligt runde tal to mia. kr.? Besparelsen skal ifølge regeringen findes ved »effektiviseringer og ved at samarbejde om kapaciteter med andre lande, sådan som det ses med Storbritannien og Frankrig«. Herudover forudsætter man, at den danske (militære) Afghanistan-indsats bliver billigere efter 2014. Samtidig udtrykker forsvarsministeren, at »regeringens aktivistiske forsvars- og udenrigspolitik, som har kendetegnet det seneste årti, ændres der ikke på«. (kilde: Forsvarsministeriets hjemmeside). Et erklæret mål om besparelser på ca. 10 procent af forsvarsbudgettet uden en reduktion af de primære mål, som har nødvendiggjort det nuværende budget, lyder som et paradoks. Hvad er realiteterne? Danmark yder allerede i dag langt under de to procent af bruttonationalproduktet til forsvarsformål, som vores egen alliance, Nato, anbefaler sine medlemslande at gøre. Vores bidrag udgør ca. halvanden procent. Danmark er langtfra den eneste synder i selskabet, men det er klart, at en 10-procents reduktion af forsvarsbudgettet vil placere Danmark endnu lavere i kategorien af lande, der ikke lever op til Nato’s anbefalinger.
Forsvaret skal spare milliarder for at sikre velfærd At vi i øjeblikket leverer gode produkter og får meget ud af lidt, tæller selvfølgelig på den positive side og medvirker til, at Danmark trods alt indtager lidt af en dukseplads i alliancen. I øjeblikket. Nato’s anbefaling om at anvende mindst to procent af bruttonationalproduktet til forsvarsudgifter skyldes ikke så meget, at alliancen vil præge, hvor meget forsvar de enkelte medlemslande skal have, men er især begrundet i, at Nato helt kontant har behov for, at medlemslandene har tilstrækkelige forsvarsbudgetter til også at kunne bidrage til alliancens fælles budget. Det koster at være med i verdens største og historisk set mest succesfulde alliance og opnå den enestående sikkerhed, det giver.
