Efter at have tilbragt lidt over en måned i Indien, hvor jeg talte indisk og holdt fire forelæsninger på indiske universiteter, var det en mærkelig fornemmelse at vende tilbage til Danmark 2. februar. Det allerførste, jeg så på dansk tv, var en udsendelse om Indien i Horisont på DR 1, der blev bragt samme aften, og som handlede om medgiftssystemet og fænomenet brudebrændinger. Udsendelsen, som var lavet af BBC's korrespondent Adam Mynott, og som med rette har forårsaget stor debat i min omgangskreds, fortjener nogle kommentarer. I dette land med over en milliard indbyggere er 90 procent af alle ægteskaber stadig arrangerede. Indien påvirker Sydasien og den øvrige verden ganske stærkt, eksempelvis i kraft af, at der på verdensplan er flere mennesker, der ser Bollywoodfilm end Hollywoodfilm. Indien er også det land i verden, hvor der bor flest unge. 60 procent af befolkningen er under 30 år. Derfor har deres valg af ægtefælle og tidspunkt og måde at blive gift på en stor betydning for Indiens fremtid. Kvinder i Indien udsættes for diskrimination fra undfangelse til død. I det indiske ægteskabsritual er en af de vigtigste handlinger 'kanya-dan'. 'Kanya' betyder pige, og 'dan' betyder gave. Med andre ord forventes det ikke bare, at pigen medbringer en medgift, men hun bliver selv under bryllupsceremonien givet bort som en gave og kommer til at tilhøre en anden familie. Forholdet mellem antallet af kvinder og antallet af mænd i hele Indien var i 2001 faldet til 927 kvinder for hver 1.000 mænd imod 978 kvinder for hver 1.000 mænd i 1981. Alt tyder på, at denne udvikling er fortsat til 2004. I den vestlige verden er der til gengæld flere kvinder end mænd i næsten hvert eneste land. Antallet af pigefostre, der bliver aborteret efter fostervandsprøve, og kvinder, der bliver dræbt på grund af brudebrænding, fordi pigerne ikke bringer nok medgift, er så stort i Indien, at nobelprismodtageren, økonomen Amartya Sen anslår, at der {lsquo}mangler' 37 millioner kvinder i Indien. Nogle kvinder dør, fordi de ikke medbringer nok medgift. For andre går det ikke så galt, men i stedet må de finde sig i at blive udsat for hustruvold. I Indien er volden tit og ofte forbundet med begrebet medgift. Medgift gives normalt af brudens forældre til brudgommens familie i forbindelse med indgåelsen af ægteskab. Og hustruvold bliver ofte mødt med en vis form for social accept. Gifte kvinder forventes at måtte finde sig i en lejlighedsvis omgang tæsk, og selv loven om beskyttelse mod hustruvold fra 2001 er med vilje vag, hvad angår definitionen af hustruvold. Kun {lsquo}vaneforbrydere' risikerer straf. En enkeltstående eller lejlighedsvis gang tæv må accepteres. Ægtemænd har endda lov til at slå deres hustruer i et omfang, der anses for »rimeligt for at beskytte sig selv eller sin eller en andens ejendom«. Når man en gang er gået med til at indgå et arrangeret ægteskab, så bliver man en ren og skær pant i et større spil. Begreber som familiens status og faderens forretningsinteresser kommer til at overskygge hovedpersonernes følelser. Hvad angår selve begivenheden, så er den sammenlignet med den vestlige opfattelse af brylluppet snarere en anledning til at styrke familiens prestige end en romantisk anledning for to unge mennesker til at formalisere deres kærlighed. Enhver mangel ved festlighederne vil blive bemærket og vil give anledning til sladder i ugevis. Som følge heraf vælger indiske familier at udvise urimelig stor og kostbar ekstravagance frem for enkel og stilfuld elegance. Og meget få indere holder sig til det, de faktisk har råd til. Mange familier begynder at spare op, allerede den dag datteren bliver født. Højt på prioriteringslisten og næsten lige så vigtigt som at finde den rigtige ægtefælle står problemet med at finde det rigtige sted at afholde festen. Passende lokaliteter, der kan rumme hundreder, ja sommetider tusinder af gæster, er en mangelvare i de overbefolkede byer - og i bryllupsgale byer som Delhi, Bombay, Chennai eller i en voksende metropol som Bangalore har man hørt om familier, der har reserveret festlokaler, endnu før de har fundet en brudgom. Festlokalet, menuen, gæstelisten og brudeudstyret er det, der står øverst på listen over vigtige afgørelser. Der findes specielle designerbutikker, der specialiserer sig i bryllupper, og i Delhi er der regelmæssigt modeshow med brudeudstyr, hvis enkelte dele kan løbe op i titusinder af kroner. Det hævdes traditionelt, at det er brudens familie, der må bære bekymringerne, spændingen og udgifterne ved et bryllup, men det er ikke helt sandt. 'Baarat', brudgommens ceremonielle procession, er symbolet på hans families ære eller 'izzat'. Mens brudens familie er vært, er det gommens far og hans venner og slægtninge, der bærer byrden med at transportere kernegruppen af brudgommens selskab til det sted, hvor brylluppet afholdes. Mange bryllupper medfører rejser imellem byerne, og de udgifter og det besvær, det medfører, kan være enorme. Det indebærer for eksempel også indkvartering af hele brudgommens slægt og vennekreds i den by, hvor brylluppet skal holdes. Ankomsten af brudgommens 'baarat' markerer søsætningen af bryllupsritualet - og et komplet bryllup kan strække sig over indtil tre dage. Det traditionelle billede af denne 'baarat' består i, at gommen ankommer ridende på en hvid hest akkompagneret af hyldestråb fra det orkester, der leder optoget, og efterfulgt af dansende venner og slægtninge. Når bruden er blevet givet bort, og det traditionelle ildritual fuldført, begynder brud og brudgom ritualet med de syv omkredsninger af ilden, 'saptapadi', hvorpå brudgommen sætter et mærke af rødt vermilionpulver på brudens pande. Dette mærke, 'sindoor', er et symbol, som en traditionsbunden kvinde vil bære i resten af sin gifte tilværelse. Disse ritualer afslører den fornemmelse af fællesskab, der stadig binder de udvidede familier og kasterne sammen i Indien. Denne cementering af forbindelser og slægtskabsforhold adskiller det arrangerede ægteskab fra kærlighedsforbindelsen - og denne tradition vil bestå, også hvis det enkelte ægteskab ikke holder. Ikke kun selve brylluppet koster eksorbitante summer. Brudens forældre må også give deres datter en klækkelig medgift, den såkaldte dowry. Jo bedre uddannet brudgommen er, desto højere medgift vil hans familie normalt kræve. Nogle forældre fristes i den forbindelse til at stille helt ublu krav, og det på trods af, at medgift har været forbudt ved lov siden 1961. På samme måde er der en øvre tilladt grænse på 5.000 rupees, svarende til 700 kroner, for, hvor meget en familie må spendere på bryllupsgaver. Men den slags love har vist sig at være vanskelige, for ikke at sige umulige at håndhæve. En af grundene kan være, at den indiske arvelov fra 1956 har forsømt at sikre døtres ret til at arve på lige fod med sønner. Derfor mener nogle, at medgiften er en måde at sikre datteren midler til at overleve på, hvis hun skulle blive enke eller forladt af sin ægtemand. Men i praksis bliver medgiften til en betaling, som svigerfamilien kræver som betingelse for at lade pigen ægte deres søn. De kan eventuelt præsentere en liste med deres krav. Den kan indeholde for eksempel en bærbar computer, designermøbler, hjemmebiograf, digitalt videokamera, mikrobølgeovn, diamantsmykker, digitalt tv med fladskærm, bryllupsrejse til Europa, en luksusbil i mellemklassen, en lejlighed i en af storbyerne og kilovis af guld. I delstaten Gujarat hørte jeg, at en familie havde fået en bus som en del af medgiften. Det kan derfor ikke undre, at nogle forældre til piger sætter sig i livsvarig gæld og gør alle mulige krumspring for at skaffe penge. For eksempel kan en fattig landmand i Punjab skaffe sig et lån til at købe en traktor for. Han kan så sælge traktoren og købe en bil for pengene og give den som medgift til sin datter. I Indien er ægteskabet i dag et marked. På dette marked er der næsten faste rammer for medgiftens størrelse. I øjeblikket får en ansat i centraladministrationen, en såkaldt IAS-officer, den højeste pris, som kan være omkring 1,5 millioner kroner eller endnu mere. En læge får cirka en halv million kroner, en non-residential Indian (NRI), det vil sige en inder, der er emigreret til et rigt vestligt land, får op til 700.000 kroner, og en, der har en universitetseksamen i management, får cirka 280.000 kroner. Denne situation indbyder desuden til mange former for bedrageri. For eksempel er det set, at en NRI kommer til Indien og indgår ægteskab, får medgiften og så lader pigen vente forgæves, idet hun aldrig kommer med ham til udlandet. Og dette ikke, fordi hun ikke kan få familiesammenføring, men fordi svindlere let kan udnytte det traditionelle system med arrangerede ægteskaber, hvor de to parter kender så lidt til hinanden før ægteskabet. Da jeg var i Indien, interviewede jeg et meget stort antal unge mennesker om deres holdning til begreberne arrangerede ægteskaber og medgift. Der var især ét svar, som jeg bed mærke i. En studerende på Jawaharlal Nehru Universitet i New Delhi fortalte mig: »Jeg var forelsket i en klassekammerat, men hendes far besluttede at gifte hende med en IAS-officer. Han betalte, hvad der svarer til 2 millioner kroner i medgift. Jeg er jo ikke noget endnu, da jeg ikke er færdig med mine studier«. Jeg spurgte ham, hvorfor de ikke kæmpede for deres ret til at få hinanden. Han svarede: »Hendes storesøster giftede sig af kærlighed, og det gav hendes far det første hjerteanfald. Det næste ville slå ham ihjel. Det turde vi ikke risikere«. Jeg spurgte ham så, hvordan pigens far havde været i stand til at skaffe de 2 millioner kroner. Svaret var, at faderen selv var IAS-officer, og alle pengene havde han tjent ved forskellige former for korruption. Dette eksempel fortæller noget om samfundsstrukturen i Indien. En uhyggelig følge af dette medgiftssystem er de såkaldte dowry deaths. Det forekommer, når svigerfamilier af grådighed bliver ved med at stille stadig større krav om medgift, endog også efter at brylluppet har fundet sted. Og hvis kravene ikke bliver opfyldt, kommer bruden ud for en 'ulykke' i hjemmet, ofte i forbindelse med madlavningen, hvor hendes sari tilsyneladende kommer for tæt på ilden, så hun brænder ihjel. Ifølge statistikker fra den indiske regering dræbes der hvert år 7.000 brude i Indien. Det virkelige tal er sandsynligvis det dobbelte. Faktisk anslår uofficielle statistikker udfærdiget af ngo'er, der arbejder med kvindespørgsmål, at det samlede antal indiske kvinder, der dræbes eller lemlæstes på grund af medgift, måske er så højt som 25.000 per år. Det er mere end de 21.000 civile, der dræbes eller lemlæstes ved ulykker med landminer over hele verden. Og antallet af kvinder, der udsættes for hustruvold i forbindelse med medgift er lige så stort. International Clinical Epidemiologists' Network gennemførte mellem 1997 og 1999 en undersøgelse, hvori næsten 50 procent af kvinderne i Indien angav at have oplevet en eller anden form for hustruvold mindst én gang i deres ægteskab. Som allerede nævnt er der i dag flere mænd end kvinder i alle 28 delstater i Indien bortset fra Kerala. Og selv her falder antallet af piger i forhold til antallet af drenge. Som et ægtepar, jeg interviewede, sagde: »Hvis man betaler 1.000 rupees (for en fostervandsprøve og efterfølgende abort, hvis fosteret er en pige), så sparer man 1,5 til 2 millioner om cirka 20 år«. Det forklarer de manglende 37 millioner kvinder omtalt i begyndelsen af denne artikel. De blev aldrig født, fordi de tilhørte det forkerte køn. Men til trods for, at der altså er underskud af kvinder i Indien, er det alligevel manden, der kan vælge og vrage og stille krav til medgift. Hvad kan der da gøres for at ændre på denne situation? Den eneste måde at stoppe disse uhyrligheder på er at afskaffe medgiftssystemet totalt. De indiske politikere burde vedtage love, der gør et ægteskab ugyldigt, hvis der bliver krævet medgift. Det ville sikre, at medgift ophørte med at eksistere i folks begrebsverden. Måske er løsningen på vej. For lidt mindre end et år siden chokerede Nisha Sharma, en 21-årig datalogistuderende, hele Indien, da hun sendte sin tilkommende ægtemand bag tremmer for at have krævet yderligere medgift lige før brylluppet. Familien Sharma havde allerede købt to par køleskabe og frysere, fjernsyn, mikrobølgeovn, airconditionanlæg, hjemmebiograf og andre husholdningsredskaber til brudgommens familie. Da brudgommens familie på selve bryllupsdagen stillede som betingelse for at gennemføre brylluppet, at de fik yderligere 120.000 rupees (svarende til 175.000 kroner) og en bil af mærket Maruti Esteem, og da de yderligere havde slået Nishas far i ansigtet, så sagde Nisha stop og tilkaldte politiet fra selve bryllupspavillonen. Historien nåede pressen, og i løbet af kort tid blev Nisha berømt over hele landet. Venner, naboer, journalister fra den nationale og internationale presse, ja selv fuldstændig fremmede mennesker mødte op for at gratulere hende for hendes mod. Hun fik adskillige ægteskabstilbud i den følgende tid og er nu gift med en mand, som ikke forlangte medgift. Den amerikanske talkshowvært Oprah Winfrey hørte om historien og inviterede Nisha, hendes ægtemand og hendes bror til Chicago for at optræde i hendes show, og der er nu tale om at lave en amerikansk film over hendes historie. Kort sagt, Nisha er blevet forbillede for utallige unge indiske piger, som i kraft af hendes eksempel måske kan få mod til også at sige nej.