Kronik afKnud Kristensen

Dennis Kristensen, Peter Ibsen og Jesper Nygård

Det er os, der ser de psykisk syge!

Lyt til artiklen

I en toværelses bolig et sted i Storkøbenhavn bor en ældre psykisk syg kvinde. Hun lever isoleret og modtager ikke hjælp i dagligdagen.

Affald og madrester hober sig op i køkken og stue. På badeværelset er det brugte toiletpapir møjsommeligt stablet i bunke ved siden af toilettet. Hun er alvorligt syg og har behov for hjælp. Kvindens situation bliver opdaget på grund af lugtgener fra boligen, og hun bliver indlagt med hjælp fra det lokale personale i boligafdelingen. KAB kommer ind i boligen med hjælp fra politiet/kongens foged. Inden boligen blev ryddet og sat i stand, inviterede KAB Danmarks Radio indenfor. Indslaget blev bragt i 21 Søndag på DR for præcis et år siden – grundlovsdag – og gav et chokerende indblik i, hvordan det kan gå, når psykisk syge i egen bolig ikke får den hjælp, de har behov for. Langt de fleste psykisk syge i egen bolig er velfungerende, men der eksisterer en gruppe med behov for hjælp, som de ikke får. Vi har valgt at kalde dem ’de oversete psykisk syge’. Socialministeriet anslår i indslaget i TV-avisen, at et par hundrede mennesker i Danmark lever under sådanne forhold. Udsendelsen affødte en del debat. Hvordan kan det ske, at mennesker lever under sådanne forhold, uden at nogen griber ind? Flere i det politiske system var fremme med udtalelser om, at der er brug for forbedringer, bl.a. Anny Winther (V), formanden for social- og sundhedsudvalget i KL og socialministeren. Og vi så det samme året før – blot med en anden socialminister. Men der er nu gået et år efter udsendelsen – og intet er sket. De oversete psykisk syge er fortsat overset. Når vi hører om dem, er vi ikke i tvivl om, at det er helt uacceptabelt, at vi som samfund lader stå til. Men hvad er det, der går galt? Og hvordan kan vi blive bedre til at forebygge? Vi er fire organisationer, hvis medlemmer og medarbejdere hver især møder de psykisk syge. Vi møder dem i rollen som pårørende – f.eks. familie eller nabo – som myndighed eller som medarbejdere i social- og sundhedssektoren eller i den almene boligsektor. Vi er vidner til, hvor galt det indimellem går, når de oversete ikke får den hjælp, de har brug for. Det er uværdigt og respektløst over for den psykisk syge, men det er i virkeligheden lige så respektløst over for naboerne og de eventuelle pårørende. Det er ofte dem, der står med bekymringen, tvivlen og utrygheden, men de ved ikke, hvor de skal henvende sig med deres bekymring. Derfor samarbejder vi fire – FOA, Sind, Politiforbundet og KAB – om at hjælpe de oversete psykisk syge ud af usynligheden. Hvordan kan vi sikre, at samfundet får bedre redskaber til at se og hjælpe de oversete psykisk syge, inden der opstår en konflikt? Vi ønsker at sætte fokus på de rettigheder, som både de psykisk syge og deres naboer har. Det er vigtigt at flage en bekymring for, om vi passer nok på hinanden og husker de rettigheder, som den enkelte har, og de rettigheder, som kollektivet (naboerne og lokalsamfundet) har. Og grundlovsdag kan vel næppe være en bedre dag at flage for det synspunkt og det råb om hjælp! Som pårørende, social- og sundhedsfaglige medarbejdere, politifolk og servicemedarbejdere i boligorganisationerne er vi indstillet på at påtage os et betydeligt socialt ansvar. Vi skal som samfund og som medarbejdere rumme de psykisk syge, der har vanskeligt ved at indgå i det almindelige samfund, og vi skal sikre, at de har en god bolig i trygge rammer. Vi skal som organisationer sikre, at vores medlemmer og medarbejdere er uddannet til at håndtere de alvorligt psykisk syge, som de møder qua deres job. Vi fire parter oplever imidlertid en række triste tendenser i vores arbejde tæt på de oversete psykisk syge, og derfor føler vi, at vi er nødt til at råbe vagt i gevær over for samfundet. Vi må kunne gøre det bedre! SIND er en interesseorganisation for psykiatribrugere, pårørende og andre. Vi oplever i vores landsdækkende telefonrådgivning, at syge og pårørende ringer om langt sværere problemer end tidligere. Når det gælder boliger, oplever vi også, at flere efterlyser kontakt til en offentlig instans, der kan reagere, når et menneske ikke magter at klare sin egen hverdag og bolig. Rådgivningen har kompetencer til at hjælpe med det menneskelige, men mangler – som de øvrige gratis rådgivninger i Danmark – ressourcer, hvis også boligsociale problemer, som kommunerne ikke håndterer, skal løses professionelt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her