Pressen holder øje med politikerne, og politikerne holder – som alle andre borgere i samfundet – et skarpt øje med pressen.
Sådan har det altid været, og sådan skal det være i et demokrati. Alligevel har normerne for, hvad der anses for at være god journalistik, ændret sig markant gennem tiderne, og noget tyder på, at endnu et paradigmeskift er undervejs. DR har som Public Service-institution fra fødslen skullet levere udsendelser af »alsidig, kulturel og oplysende art«. For at sikre dette havde Danmarks Radio de første mange årtier et Radioråd og fik siden en politisk udpeget bestyrelse.
Netop kravet om alsidighed har gjort det til et vilkår, at DR altid er i søgelyset for skiftende opfattelser af, at snart den ene, snart den anden befolkningsgruppe eller politiske særinteresse får for meget eller for lidt. Den øvrige del af dansk presse har gennemløbet tre store epoker med egne normer for god journalistik: • Censuren. Perioden frem til 1849. Kvalitet blev defineret som loyalitet over for kongen. • Den partibårne presse. Perioden fra midten af 1800-tallet til midten af 1900-tallet. Kvalitet blev defineret som loyalitet over for partiet. • Den uafhængige presse. Perioden fra midten af 1900-tallet til i dag. Kvalitet blev defineret som loyalitet over for journalistiske grundprincipper som uafhængighed, troværdighed og alsidighed. • Den værdibårne presse. Noget tyder på, at vi er på vej ind i en ny periode, hvor værdier og holdninger igen får en fremtrædende position. Indtil begyndelsen af 1800-tallet var der snævre grænser for, hvad der kunne trykkes. Enevoldskongen Frederik VI (1808-1839) sørgede for skrap censur, så kritikken mod samfundets magthavere kunne holdes i ave.
