På et næs i Ilmensøen få kilometer syd for det gamle Novgorod i Rusland er fader Dimitrij, som er munk i den russiskortodokse kirke, helt alene med sin kirke, som har stået på næsset siden 1200-tallet. Når jeg besøger ham med danske turister, kan der lige præcis stå en busfuld af dem inde i hans lille kirke. Så plejer fader Dmitrij at fortælle om kirkebygningens historie: Da sovjettiden indtrådte, blev den konfiskeret, og der blev indrettet en fiskefabrik i den. Efter Anden Verdenskrig blev det lille næs og området omkring det udlagt som ’rekreativ base’, som det hed på sovjetrussisk, dvs. campingplads, og kirkebygningen blev anvendt som redskabsskur. Da så Sovjetmagtens æra for godt 20 år siden var slut, blev bygningen givet tilbage til den ortodokse kirke.
LÆS OGSÅ Præster bliver skånet, når kirker lukker
Siden da har fader Dmitrij brugt det meste af sin tid på at passe de to til fire narkotikamisbrugere, han løbende har i en form for rehabilitering.
Han plejer at prale med, at hans klienter ti gange oftere kommer ud af deres misbrug end dem, der kommer på de ikkekirkelige rehabiliteringsklinikker. 'Det er den forkerte del af mennesket, de prøver at kurere på de almindelige klinikker', plejer han at sige og holder sig så for brystet for at minde os om, hvor sjælen bor. Tager man sydpå til Moskva, er det svært at undgå at lægge mærke til den enorme Kristi Frelser-katedral, som beklædt med hvid marmor rejser sig på bredden af Moskva-floden over for Kreml. Det er den største kirke overhovedet i den ortodokse verden og stod færdig i 1883. I perioden mellem 1931 og 1998 fandtes kirken imidlertid slet ikke. Den blev revet ned for at gøre plads til et kæmpestort kongrespalads, der aldrig blev bygget færdigt, fordi Anden Verdenskrig kom i vejen.
