Da Herman Bang en oktobernat i 1884 havde nedfældet sin dirrende øjenvidneskildring af branden på Christiansborg, gav det virkelig god mening, at hans reportage næste dag udkom på Nationaltidendes avispapir, for papir var det eneste medie, det dengang var muligt at udgive skrevne ord på. Det samme gjaldt, da andre journalistiske mestre kom til og skrev deres medrivende, nyskabende og banebrydende artikler: Da Henrik Cavling berettede om Danmarks sidste henrettelse, da Henrik V. Ringsted rapporterede hjem om bombningen af krigens Berlin, og da de vilde folk bag Månedsbladet PRESS afdækkede konsekvenserne af den danske asyllovgivning, udkom deres historier også på papir. For papir var det, der var. Det var papiret, der gav borgere i Danmark mulighed for at læse den slags historier, der skaber sammenhænge, viser perspektiver og gør opmærksom på nye – både smukke og grumme – hjørner af samfundet. Det var papiret, med andre ord, der i høj grad var med til at skabe det fundament, som en levende og demokratisk debat bør bygge på: veldokumenterede, væsentlige og tilgængelige historier om det samfund, vi er en del af. I dag findes der imidlertid også andre måder at udgive den skrevne journalistik på. Ord kan læses online, og ord kan læses på nye, digitale læseapparater som Apples iPads og Amazons Kindle. Især de yngre mediebrugere har i stigende grad taget nye informationsteknologier til sig, alt imens papiraviserne har mistet betydning som den altoverskyggende drivkraft for den offentlige debat. Det er blandt andet på den baggrund, at kulturminister Uffe Elbæk er i færd med at strikke en model for fremtidens mediestøtte sammen. Dermed vil Folketinget for første gang siden internettets fremkomst, siden opfindelsen af tablets og smartphones, og siden en hel ungdomsgeneration rykkede online, taget hul på at forhandle om en mere tidssvarende mediestøtte, der efter alt at dømme har til hensigt at ligestille trykte medier med digitale ditto. Holder planerne stik, vil den nye mediestøtten tilsyneladende også komme sådan nogle som os til gavn – de journalistiske entreprenører. Vi tog for et par år siden afsked med faste job i mediebranchen, herlige pensionsordninger og gratis kuglepenne henne i skabet for i stedet at stifte vores eget digitale medie. Zetland, hedder det, og vores mål er – helt enkelt – at udgive gennemresearchede, journalistiske fortællinger, som kan købes og læses på tablets, e-readers og helt almindelige computere. Og som kan bidrage til samfundet med præcis det, som kvalitetsjournalistikken altid har bidraget med gennem tiden: At gøre læserne klogere på den virkelighed, de er en del af.
Som mediestøtten er skruet sammen i dag, er vi på forhånd diskvalificeret fra overhovedet at gøre os forhåbninger om at få del i støttekronerne – uanset hvor mange læsere, vi får, eller hvor væsentlige historier, det lykkes os at fortælle. Medier med rod i nettet eller i den digitale verden kan ganske enkelt ikke få statsstøtte, mens medier, der udkommer på papir, kan. Det er præcis den ubalance, en fremtidig mediestøtte vil rette op på, selv om dagbladene efter alt at dømme fortsat vil blive særligt begunstiget ved at slippe for at betale moms af deres bladsalg – og dermed hæve en gevinst på omtrent en milliard kroner i forhold til de medier, der ikke udkommer på papir. Alligevel er nogle af de gamle dagbladhuse ikke vilde med omlægningen af mediestøtten. Hvis også små digitale entreprenørmedier skal have del i kagen, risikerer støtten helt at miste sin effekt, mener eksempelvis Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager, der kalder det »helt perspektiv- og meningsløst« at støtte den slags nystartede foretagender. Nu er problemet imidlertid, at flertallet af de nye medier, som vil få gavn af en omlagt mediestøtte, ikke kan sige den slags argumenter imod. De findes nemlig ikke endnu.
