Vi har alle sammen meget at takke it-teknologien for, ingen tvivl om det; men der er nu én bestemt gruppe af mennesker, som har særlig grund til at være taknemlig.
Jeg tænker på alle dem, der foretrækker at forholde sig til verden omkring sig ved at måle og veje den. For dem har it været en gave. It har forsynet dem med redskaber, der har givet dem både magt og indflydelse og sat dem i stand til at sætte dagsordenen, også på områder, hvor det nemt kan vise sig at være mindre hensigtsmæssigt. Ved hjælp af it og dens trofaste følgesvend regnearket, kan man f.eks. på mindre end et øjeblik udfærdige lister, let overskuelige lister og oversigter, tabeller og prioriterede rækkefølger på kryds og tværs af alt, hvad der bliver talt op, og det er efterhånden det meste.




























