25. marts afsagde Højesteret dom i sagen om de såkaldte Fighters & Lovers.
Seks personer blev dømt for at have samlet penge ind i Danmark med henblik på støtte til PFLP i Israel og Farc i Colombia. Ligesom Østre Landsret (og anklagemyndigheden) mente Højesteret, at der var tale om overtrædelse af straffelovens forbud mod finansiering af terrorisme. De tiltalte blev idømt betinget fængsel i op til seks måneder. Det er første gang, at der i Danmark er straffet for finansiering af terrorisme, og siden sagen tog sin begyndelse i januar 2006, har den givet anledning til betydelig debat.
Der har bl.a. været rejst spørgsmål om betydningen i Danmark af EU’s såkaldte terrorlister, om mulighederne for fremover at deltage i internationalt solidaritetsarbejde og om, hvorvidt domfældelse i sagen ville indebære en politisk blåstempling af den israelske og colombianske statsmagt.



























