I et stykke tid har jeg undret mig over rejseberetningen, selve genren, den er så populær, den er alle steder, i aviser og magasiner og bøger; mennesker, der skriver om deres rejser og oplevelser i det fremmede.
Det er meget ... selvsikkert, dette at tage ud i verden og køre i et tog og spise på en restaurant og tale med et menneske på en bar og opleve dette historiske sted og tage et foto af det og skrive hjem om det, men det interesserer jo os andre. På en eller anden måde er det meget maskulint, tænker jeg, dette at indtage et rum og så bagefter komme her og fortælle om det. I nyere dansk sammenhæng er det for eksempel, hvad Carsten Jensen, Kristian Ditlev Jensen og Thomas Boberg gør, fortæller os om de andre, men findes der slet ingen opdagelsesrejsende kvinder, der skriver, og ville det gøre en forskel, om nogen, hvis der gjorde. Jeg havde for nylig et større skænderi med en amerikansk forfatter omkring måden, hvorpå Bruce Chatwin gør sig interessant på andres bekostning. Men det er jo løgn, sagde hun, han var jo ikke engang de steder, han skriver om i bogen. Vi talte om ’Drømmespor’, hans bog om Australien.
