VI læser i denne tid om, hvordan den nyreligiøse sekt Faderhuset uddriver dæmoner ved at råbe de besatte højt lige ind i ansigtet.
Metoden er mig bekendt ny, men det er til gengæld ikke nyt, at mennesker bliver besatte, og at man på forskellig vis forsøger at uddrive (eksorcere) det onde. Selv om der i Bibelen flere gange tales om besatte mennesker, om at Jesus uddriver onde ånder og så videre, er den egentlige grundlægger af den kristne dæmonologi –læren om Djævelen, alle hans gerninger og al hans væsen – kirkefaderen Augustin (354-430).
Efterhånden er der bygget videre på hans resultater, fantasien har haft frit spillerum, og det er efterhånden ikke så lidt, vi nu har fået at vide om emnet. Man kan blive besat på to måder: legemligt ( possession)og åndeligt ( obsession). Den legemlige er langt den værste. Dæmonen har overtaget kroppen og kan gøre med den stort set, hvad han vil.




























