Politiken har de seneste uger afsløret, hvad der længe har været kendt i fagkredse, nemlig at der i psykiatrien foregår et forfærdende overforbrug af medicin, ikke blot i Glostrup og på Amager, men formentlig også på mange andre hospitaler. Enhver kan se det skandaløse i, at patienter risikerer at blive medicinsk behandlet på en måde, så der ingen reel forskel er på sygdommens og behandlingens følger: en bivirkning ved medicinen er, at den ofte fremkalder just de symptomer, den skulle bekæmpe. Særlig påfaldende er det, at de psykiatriske afdelinger har fået topkarakterer, når de er blevet ’akkrediteret’ af danske og internationale undersøgere. Disse bureaukratiske akkrediteringer er en parodi på kontrolsamfundets kvalitetsbegreb og ofte en plage for de ansatte, som ned i de mindste detaljer belæres om, hvad de må bære af smykker og tøj, samt hvordan de skal vaske hænder. Der fokuseres på kvantitative mål i stedet for kvalitative: Man går voldsomt op i, at personalet skal veje og måle patienterne, mens der ikke fokuseres tilnærmelsesvis så meget på at opfange noget så alvorligt som overdosering af medicin eller manglen på psykoterapeutisk behandling. Men hvilke konsekvenser får afsløringerne af overmedicinering, bortset fra at nogle få ansvarlige er blevet fritaget for tjeneste eller selv har valgt at gå? Det vil næppe blive undersøgt til bunds, hvordan det kunne komme så vidt, for det ville betyde et opgør med den herskende psykiatriske kultur. Mit bud er, at hospitalsskandalen er et resultat af de sidste 30 års vanvittige hetz mod de indsigter, Sigmund Freud nåede frem til ved sin psykoanalyse og dennes videreførelse af de psykodynamisk orienterede læger og psykologer. Freud definerede psykoanalysen som en talekur ud fra den enkle erfaring, at mennesker får det bedre, hvis de får mulighed for at tale om deres problemer, samt at problemerne kan mestres, hvis man finder og behandler deres rødder i stedet for kun at fokusere på symptombehandling. I den dominerende psykiatriske kultur tror man naivt, at Freuds indsigter er forældede, fordi man nu ved mere om, hvordan hjernen fungerer, og hvordan psykofarmaka virker – skønt hospitalsskandalerne jo tyder på det modsatte. Men sandt er det da, at visse sygdomme, som måske har en overvejende genetisk oprindelse, delvis kan behandles medicinsk.
Det klassiske eksempel er de bipolare lidelser, tidligere kaldt maniodepressivitet, som i nogle tilfælde kan holdes i ave med litium. Der hersker imidlertid stadig stor uklarhed om, hvad der udløser en bipolar lidelse. Det kan være forskelligt fra person til person, så Freuds talekur er fortsat en uundværlig del af behandlingen. Problemet med den psykiatriske kultur er imidlertid, at den mener, der er gjort fremskridt inden for hjerneforskningen af en art, som sætter Freud til vægs. Det passer ikke, for hjerneforskning og psykoanalyse er usammenlignelige. Psykoanalyse betyder analyse af sjælen, og vi finder ikke sjælen ved at dissekere hjernen. Det svarer til at tro, at man fanger filmkunsten ved at analysere de kemiske processer, som resulterer i billeder på strimlen. Ligesom Marilyn Monroe ikke har taget bolig i filmstrimlen, har sjælen ikke taget bolig i hjernen. Man kunne med større rimelighed argumentere for, at både filmstjernen og sjælen bor i kønnet – og alle mulige andre steder i kroppen. I sine første psykoanalytiske patientbeskrivelser fortæller Freud om en kvinde, hvis fysiske symptomer udsprang af populære talemåder. Hun haltede f.eks. på det ene ben, uden at lægerne kunne finde årsagen. Freud fandt frem til, hvornår lidelsen var begyndt, nemlig en aften, da hun skulle gå ned ad trappen for at hilse på nogle gæster. Hun frygtede, at hun ikke »stod på god fod med gæsterne«, og siden da trak hun på den ene fod. Hun udviklede ligeledes uforklarlige smerter i panden, hvilket hun i samarbejde med Freud henførte til, at hendes mand ofte så på hende med »et stikkende blik«. Sjælen kan således tage bolig mange steder, også i albuen, sådan som det fremgår af historien om en psykiater, der overvejer at udskrive to tosser, men lige vil teste dem forinden. Han spørger derfor den første, hvilken legemsdel han tænker med. »Med den her«, svarer tossen og peger på albuen. Han bliver så ikke udskrevet den dag. Den næste svarer, at han selvfølgelig tænker med hjernen, hvorpå psykiateren interesseret spørger, hvordan han dog har fundet ud af det. »Med den her«, svarer han begejstret og klapper albuen. Freud ville have elsket denne historie, så sandt som han også tog vitsen alvorligt som en indfaldsvinkel til menneskets sjæl. Ligesom man roligt kan interessere sig for patienternes drømme, erindringer og fortalelser, kan man også interessere sig for, hvad de griner ad. Psykodynamisk terapi har aldrig været helt så kedelig som medicinering. Og hvad vigtigere er: Den finder mening i galskaben. Det var sådan set ikke Freud, der opfandt psykoanalysens behandlingsmetode. Det var Anna O, der var patient hos Freuds mentor Joseph Breuer. Hun opdagede, at jo mere hun fik lov at snakke, jo bedre fik hun det, og hun kaldte metoden for sin talking cure. Freud udviklede den og satte den i system, ligesom han udviklede en anden betragtning, han også fik fra Breuer. Under en spadseretur hilste Breuer på en af sine patienter, og Freud spurgte bagefter, hvad hun så fejlede. »Ak«, svarede Breuer. »Hun fejler næppe andet, end at det kan klares, hvis jeg blot kunne udskrive en recept på ’penis normalis, dosim repetatur’« (’normal penis i gentagne doser’). Men hvor Breuer veg tilbage for at tage konsekvensen af disse revolutionerende indsigter, gjorde Freud dem til byggesten i psykoanalysen. Freuds opdagelser er lige så enkle, som de er skelsættende. Engang han var i sit mest beskedne hjørne, sagde han, at han egentlig kun havde opdaget, hvad gamle koner allerede ved, nemlig at drømme har en betydning, samt hvad unge mødre og barnepiger også ved, nemlig at børn har en seksualitet. Alligevel var det her, balladen begyndte – og aldrig siden er sluttet.
