Et spøgelse går gennem Europa. Med disse verdensberømte ord indleder Karl Marx 'Det kommunistiske manifest' (1848), der historisk markerer venstrefløjens fødsel. Spøgelsesmetaforen er ikke mindre rammende i dag. Men hvor metaforen i 1848 udtrykte Marx' stålsikre tro på venstrefløjens glorværdige fremtid, så er vor tids venstrefløj snarere en skygge af sig selv, lysår fra tidligere tiders intellektuelle vitalitet og politiske gennemslagskraft. Venstrefløjen befinder sig i dag reelt i en historisk dyb krise, der truer både dens progressive selvforståelse og politiske eksistens. Helle Thorning-Schmidts manglende evne til på overbevisende vis at indløse valgsejren fra 2011 har kun forstærket indtrykket af en rød regering, hvis problemer ikke blot skyldes utilstrækkelig politisk kommunikation eller valgløftebrud, men bunder i en grundlæggende mangel på et principielt funderet, sammenhængende og tidssvarende politisk projekt. Den parlamentariske venstrefløj står dog på ingen måde alene med ansvaret. De gamle lønmodtageralliancer mellem fagforbundene og Socialdemokratiet er brudt sammen, og som Vejlegårdssagen fra i sommer tydeligt illustrerede, så har fagbevægelsen mistet fordums legitimitet og relevans i store dele af befolkningen. Dertil har den akademiske venstrefløj fuldstændig svigtet den praktiske politik og er flygtet ind i en navlebeskuende postmodernisme, der frasiger sig ethvert konstruktivt engagement med den samfundsmæssige helhed; den bro mellem teori og praksis, som 'Manifestet' søgte at konstruere, er for længst styrtet i afgrunden og har efterladt sig en uoverstigelig kløft mellem venstrefløjens handlingsundergravende politiske tænkning og rådvilde praktiske politik.
Min hensigt med denne Kronik er at belyse årsagerne til venstrefløjens krise og pege på en vej ud. Arven fra Marx er både kompleks og flertydig, men jeg er overbevist om, at vi hverken kan forstå årsagerne til venstrefløjens krise eller formulere et nyt og tidssvarende venstrefløjsprojekt uden at komme overens med denne arv. Personligt ser jeg den absolut væsentligste lære fra Marx deri, at et sådant projekt ikke blot bør bestå af et abstrakt ideal for social retfærdighed, men må formuleres med udgangspunkt i en kritisk analyse af de eksisterende samfundsmæssige årsager til social uretfærdighed. Det vil jeg i denne Kronik bidrage til. Lad os starte med et tilbageblik på Europa anno 1848, hvor venstrefløjen fristede en ussel skæbne som undergrundsbevægelse på flugt fra Europas autoritære magthavere. Marx hentede ikke sin tro på arbejderbevægelsens fremtid i en betragtning af datidens eksisterende politiske magtforhold, men i sin politisk-økonomiske analyse af det kapitalistiske samfunds historiske udviklingsretning. Denne analyse fastslår, at nok sidder kapitalisterne på flæsket i det borgerlige samfund, men i sidste ende tilhører historien de menige arbejdere. Ifølge Marx må en kommunistisk arbejderrevolution uundgåeligt blive resultatet af de modsætningsforhold, som skabes under spændingen mellem de kapitalistiske produktionsforhold og den eksplosive udvikling af produktivkræfterne, som kapitalismen medfører. I dag kan der ikke herske nogen tvivl om, at Marx' teori som helhed betragtet er brudt sammen. For det første har hans forudsigelse af det kapitalistiske samfunds udvikling mod dens egen revolutionære ophævelse vist sig at hvile på en række dybt problematiske argumenter, bl.a. omkring proletariatets tiltagende forarmelse og klassebevidsthed og en planøkonomis produktivitetsmæssige overlegenhed over en markedsøkonomi. Med andre ord, kapitalismen er inden for enhver praktisk horisont kommet for at blive. For det andet er det vigtigt at understrege, at der går en lige linje fra Marx' tro på centraliseret politisk magt og økonomisk planlægning til Sovjetunionens arbejdslejre og systematiske knægtelse af individets frihed. Marx' revolutionære forudsigelser og løsningsforslag er blevet både empirisk og moralsk kompromitterede af det 20. århundredes omkostningsfulde forsøg på at virkeliggøre dem. Marx' politiske økonomi indeholder imidlertid både en kritisk og en utopisk dimension; hans teoretiske dechifrering af kapitalismens ulyksaligheder følges altid af en næsten religiøs forsikring om, at fremtidig forløsning venter i et kommunistisk paradis. I mine øjne er det dog kun sidstnævnte utopiske del, vi har afgørende grund til at forkaste. Sat på spidsen: Marx' kritiske analyse af den kapitalistiske samfundsform har i dag genvundet sin gyldighed i takt med den økonomiske globalisering og de globale markeders stigende indflydelse på den nationalstatslige politiske beslutningstagning. LÆS OGSÅHistoriens fremtid Især to forhold peger mod, at den globale markedsøkonomi deler fællestræk med den inhumane kapitalisme, der var genstand for Marx' kritiske analyse. For det første bør vi tage Marx' opfattelse af kapitalismen som en grundlæggende ustabil samfundsform, hvis latente konflikter med jævne mellemrum vil bryde til overfladen i stadig dybere kriser, langt mere alvorligt end vi gør i dag. Næsten ingen moderne økonomer var i stand til at forudsige finanskrisen - den største økonomiske krise siden 1929 - hvilket givetvis er tæt forbundet med en af de neoklassiske økonomiske modellers standardantagelser, nemlig at den kapitalistiske økonomi naturligt tenderer mod ligevægt, stabilitet og langsigtet økonomisk vækst. Marx var overbevist om præcis det modsatte, og som bl.a. sociologen Wolfgang Streeck og den nobelprisvindende økonom Paul Krugman for nylig har anskueliggjort, så har vi i dag fornyet grund til at betvivle den neoklassiske antagelse om evig vækst.
