Sidder indeklemt mellem to tavse franskmænd på flyet med retning mod Havanna. Mit rejseselskab består af 25 praktiserende læger, som er spredt ud over flyet. Manglen på dansk faglig udveksling giver ro til indre refleksion over mit faglige ståsted. Tolv dage skal gå med besøg på cubanske lægers arbejdspladser. En mulighed for at sammenligne to sundhedsvæsener, der begge har den praktiserende læge som omdrejningspunkt.
To lande, to kontinenter, to styreformer – og et fælles fagligt udgangspunkt – nemlig varetagelse af sygdomsbehandling og forebyggende indsats for befolkningen.


























