Dette er en tilståelsessag. Dette er en kærlighedserklæring. Findes der et flottere stednavn end ordet Nørrebro? Det eneste, jeg kan komme i tanke om på stedet, er stednavnet Neukölln, det skumle sydlige fattigkvarter i Berlin, hvis navn er så smukt, at David Bowie i 1977 måtte komponere et stykke ordløs musik som en ydmyg og tavs hyldest på sit album 'Heroes'. Og nok er Neukölln Nørrebros søsterbydel i Europa, men Nørrebro, det er stadig det smukkeste navn af de to.
Og når navnet nu er nævnt, må også bydelen beundres og hyldes. For nok kan man komme til Nørrebro ad trafikmaste ind- og udfaldsveje, Frederikssundsvej, Borups Alle, Åboulevard, Jagtvej, Tagensvej, disse rå og amerikanske gader, hvis stolte og stærke arbejderbygninger fra det 20. århundrede holder stand mod de voldsomme bølger af larm og transport, der slår mod dem i en ubønhørlig brænding.




























