Dette år er udpeget til fattigdomsåret, hvor Danmark og andre EU-lande sætter fokus på forholdene for fattige og socialt udsatte.
Resultaterne har været på EU’s dagsorden ved møder i juni måned mellem social-, sundheds- og beskæftigelsesministrene og siden mellem statsministrene. Og hvad er så status her midt i året? For Danmarks vedkommende må man sige, at året hidtil har været præget af en mærkelig og i grunden temmelig rå debat om fattigdomsgrænser. Det egentlige spørgsmål om, hvordan man undgår vækst i fattigdommen og hjælper fattige og socialt udsatte mennesker, har været svært at få på dagsordenen. Det er alt for ofte blevet erstattet med et andet spørgsmål: Er der overhovedet fattige og socialt udstødte i Danmark? Er der ikke bare tale om mennesker, som bør tage sig sammen? Året har bragt opinionsundersøgelser, som viser, at et stort flertal af os mener, at fattigdomsgrænsen er omkring 10.000 kroner om måneden efter skat. Andre undersøgelser har vist, at et stort flertal også mener, at der ikke er fattige i Danmark. Dette på trods af at offentlige ydelser er mindre end 10.000 kroner, typisk 5.000-9.000 kroner om måneden efter skat. Fattigdommen er rundt omkring os – som noget, vi ikke ser eller måske snarere ikke vil se. Noget, vi frygter selv at havne i og netop derfor ikke ønsker at se i øjnene. På trods af for store huslån, risiko for arbejdsløshed, sygdom eller pludselige ulykker. Mange, især unge, glemmer at forsikre sig mod arbejdsløshed og tror, at samfundet hjælper. Det gør samfundet, men slet ikke i den grad, som det gjorde i de gode gamle dage for bare 10-15 år siden.
