Kinas engagement de sidste tre-fire år i Afrika er vokset ganske dramatisk. Omfanget både af den bilaterale handel og af investeringer er vokset. Den bilaterale handel siden 2001 er omtrent femdoblet – fra 10,8 bill. US dollar i 2001 til 55,5 bill. US dollar i 2006. Investeringerne er øget dramatisk fra 107 mio. US dollar i 2003 til 1,1 bil. US dollar i 2005. Ikke mindst har Kina over de sidste 50 år finansieret 800 bredt definerede infrastrukturprojekter i Afrika til en værdi af 44 bill. US dollar. Mønstret, når Kina engagerer sig i Afrika er, at Kina går ind i de lande, hvor olieforekomster og produktion er størst. Da Angola, Sudan og Nigeria er hhv. den største, tredjestørste og femtestørste handelspartner i 2006, og disse tre lande samtidig har nogle af de største oliereserver i Afrika – hhv. anden, fjerde og femtepladsen – så er det her, at Kina engagerer sig. Således tegner disse tre lande sig for langt størstedelen af Kinas import af ressourcer. Kina indgår store aftaler om olie og mineraler og bygger infrastruktur i form af jernbaner og veje. Opbygningen af infrastruktur ledsager ofte de store aftaler for at muliggøre en udvinding af ressourcer. Samtidig indgår Kina politiske aftaler såsom strategiske partnerskaber og aflægger mange statsbesøg. Endvidere tilbyder Kina en sand regn af gaver og bistand, kulturelt samarbejde mv. og lån i million- og milliardklassen. F.eks. donerede Kina et nyt præsidentpalads til Sudan i forbindelse med Hu’s besøg i februar 2007. Gaverne og statsbesøgene har den funktion, at de lokker disse lande til at støtte Kina og til at indgå de store ressourceaftaler. Sidst, men ikke mindst ledsages aftalerne generelt af et meget højt niveau af bilateral handel og investeringer. Således er Sudan hovedstedet for kinesiske investeringer. Hermed er mønstret for Kinas engagement især kendetegnende ved at være omfattende og bredt; dækkende alt lige fra økonomiske til politiske til kulturelle aftaler. Og det er interessant, at de forskellige elementer af engagementet, både ressourceaftaler, infrastrukturbygning osv. understøtter hinanden i et samlet hele for at opnå de vigtige ressourcer. Kan man sige noget om årsagerne til Kinas engagement i Afrika? Kinas økonomi er vokset hastigt i de senere år. Og en voksende økonomi og bedre leveforhold for befolkningen sætter gang i forbruget. Det betyder, at Kina har fået brug for et stadig større omfang af ressourcer til at forsyne økonomien med nødvendige ressourcer for at fortsætte den nuværende vækst. Indtil 1993 var Kina selvforsynende med olie, men har siden 1993 været nødt til at importere olie. I dag kan Kina kun dække ca. 90 procent af sit energiforbrug fra egne kilder. Desuden forventes Kina at fordoble sit energiforbrug inden 2020. Selv om Kina forsøger at investere i interne kilder til at forsyne sig selv, f.eks. gennem udbygning af bæredygtig energi – vand, vind og nuklear energi; her er De Tre Slugters Dæmning et godt eksempel – og udbygning af interne olieforekomster, så er regeringen indstillet på, at Kina i år 2010 vil få brug for at importere halvdelen af sit olieforbrug. Strategien fra den kinesiske regering har derfor været, at Kina er nødt til at importere stadig større mængder af ressourcer fremover for at kunne fortsætte den nuværende vækst. I den forbindelse kunne import fra Afrika se attraktiv ud fra kinesisk side. For det første er ressourcer fra Afrika relativt set mindre usikre at importere end ressourcer fra f.eks. det konfliktramte Mellemøsten. For det andet har mange af Afrikas ressourcer været forholdsvist uberørte, da Vesten primært havde sat sig i Mellemøsten og for USA’s vedkommende også i Sydamerika. Det afrikanske kontinent var således en oplagt mulighed at gå ind i for at sikre sin vigtige energiforsyning. Dog udgør importen fra Afrika fortsat kun omtrent en fjerdedel af Kinas olieimport – mod omtrent halvdelen fra Mellemøsten. Dette skyldes, at Afrika kun kan mønstre en mindre del af verdens kendte oliereserver – ca. 10 procent – mod Mellemøstens 62 procent. Således må engagementet i Afrika heller ikke overvurderes. Imidlertid kan vi godt slå fast, at den vigtigste årsag til Kinas engagement i Afrika i form af køb og udvinding af ressourcer skyldes et behov for at sikre forsyninger udefra til at dække sit voksende energiforbrug og et behov for at sikre en stabil energiforsyning. En vigtig pointe er desuden, at Kina får politisk magt gennem sit engagement i Afrika. Politisk magt er et omdiskuteret begreb og kan forstås på mange måder. Oftest forstås det som et blødt begreb – soft power – der handler om at tiltrække andre stater. Men det kan også forstås som et mere hårdt begreb, der handler om den magt, Kina får fra antallet af landets alliancepartnere, deres grad af støtte og Kinas evne til at indsætte eget governance system (styringssystem) i andre lande. Her vil vi se nærmere på, hvorledes Kina har været i stand til at få en lang række alliancepartnere i Afrika i de senere år og dermed opnå politisk magt. Kina og Taiwan har igennem de sidste årtier kæmpet en hård kamp om alliancepartnere i Afrika. Dette har givet sig udslag fra begge sider i form af mange besøg og gaver til det pågældende land for at sikre støtte til landet. Men måske især udsigten til stor långivning og stor samhandel med Kina har givet Kina vind i sejlene i denne kamp, og Kina har haft mest succes med at fastholde partnere og tiltrække nye. Således støttes Kina i dag af 48 ud af 53 stater i Afrika. Taiwan støttes i dag kun af 27 stater i verden, heraf fem i Afrika og primært små øgrupper og andre mindre betydelige stater. En række afrikanske lande er i de senere år skiftet fra at støtte Taiwan til at støtte Kina; Sydafrika i 1998, Liberia i 2003, Senegal i 2005 og Chad i 2006. Det interessante er dog ikke blot, at Kina på denne måde har været i stand til at isolere Taiwan fra det afrikanske kontinent. Hvad mere er: Kina har været i stand til at bruge støtten fra de afrikanske lande i internationale fora som følge af de afrikanske landes numerisk store antal og deres tradition for at stemme i en blok i internationale fora. Således viste de afrikanske lande sig at være afgørende, da det lykkedes Kina at blive medlem af FN snarere end Taiwan i 1971. Det samme har vist sig ved flere lejligheder i både WTO og i FN’s Sikkerhedsråd, hvor støtte fra de afrikanske lande har gjort, at Kina kunne gennemtrumfe sin interesse. Med andre ord har Kina været god til at skaffe sig alliancepartnere i Afrika og opnå en stor grad af støtte fra disse. Desuden har Kina i Angola opnået politisk magt grundet sin evne til at indsætte eget styringssystem. Som de fleste andre lande i Afrika har Angola i en lang periode været økonomisk presset. Fra vestlig side, fra organisationer såsom IMF, stilles traditionelt krav om reformer i retning af good governance (god regeringsførelse) til gengæld for lån. I 2005 var Angola ved at være parat til at acceptere et lån fra IMF på flere milliarder kroner med IMF-låns krav om good governance, da Kina pludselig tilbød et tilsvarende lån uden tilsvarende krav. Angola accepterede lånet. Resultatet er, at Angola kan udvikle sig, men uden at skulle demokratisere. Det kunne således se ud til, at Kina med engagementet i Angola har været i stand til at udfordre vestlige normer om good governance. Dette gør Kina tillokkende for en lang række regimer, som hermed har mulighed for at få lån, men uden den indblanding, der ellers opleves fra internationale donorer, såsom IMF og Verdensbanken. Hermed kan Kina blive centrum i en udviklingsmodel, som kan ses som konkurrerende til den vestlige. Denne udviklingsmodel kan kaldes Beijing Consensus. Beijing Consensus er defineret ved principper som ikke-indblanding og suverænitet, dvs. at lande skal have lov til at passe sig selv, uanset en evt. krænkelse af menneskerettigheder. Dette er f.eks. set i tilfældet Sudan, hvor Kina ud fra princippet om ikke-indblanding har været i stand til at beskytte Sudan i FN’s Sikkerhedsråd i forhold til folkedrabet i Darfur; f.eks. i forbindelse med resolution 1567 og resolution 1574 i 2004. Vesten derimod kan ses som samlet om et Washington Consensus karakteriseret ved demokrati, menneskerettigheder, good governance mv. Det er klart, at hvis en række lande i den tredje verden har mulighed for at opnå lån uden de samtidige krav om god regeringsførelse, kan det betyde, at en lang række af disse lande får mulighed for at udvikle sig med kinesiske penge, men uden samtidig at skulle demokratisere. Dette kan få en betydning for, hvorledes den tredje verden kommer til at udvikle sig fremover. Nemlig, at et udviklingsland kan udvikle sig, men uden samtidig at demokratisere. Er der således grund til at være urolig i Vesten? Og er der noget, Vesten kan gøre for at modvirke dette billede? Den amerikanske tænketank Jamestown Foundation gennemførte i forbindelse med de lån, som Angola optog hos Kina i 2005, en undersøgelse, der viste, at låntagningen hos Kina ikke er udtryk for, at Angola specielt tilslutter sig en kinesisk udviklingsmodel. Derimod udtrykte Angolas ledere, at de i høj grad stadig ønsker at blive optaget i Paris Club – klubben af vestlige lande. Men pegede på, at hvor Kina har eftergivet lån, så mangler Vesten fortsat at gøre dette. Det kunne således se ud til, at Angola ikke har valgt side i en værdidebat, men derimod vælger side efter, hvor den største økonomiske gevinst findes. Men Angola og potentielt andre staters valg af Kina som partner kan få store konsekvenser, også på længere sigt, da Kinas engagement kan blive fremmende for en dagsorden, som er uforenelig med demokrati og menneskerettigheder. Det ser ud til, at eftergivelse af afrikanske landes gæld kan være en effektiv strategi for at sikre sig, at afrikanske lande udvikler sig i overensstemmelse med vestlige værdier om god regeringsførelse og demokrati. Hermed vil kineserne ikke længere fremstå som en mere attraktiv samarbejdspartner. Konklusionen er således, at Kinas engagement handler om at sikre sig ressourcer og en stabil energiforsyning til en hastigt voksende økonomi. Kinas engagement kan ikke udpræget ses som udtryk for en aggressiv strategi, men må derimod ses som en fredelig strategi for at sikre overlevelse. Imidlertid er det vigtigt at bemærke, at Kina som konsekvens af engagementet får politisk magt, da Kinas långivning muliggør, at nogle regimer ikke behøver at udvikle sig i en demokratisk retning. Denne magt kan Kina bruge til at fremme en anden dagsorden end den, der er promoveret af Vesten, og kan give Kina magt i internationale fora til en kinesisk dagsorden. Dette kan potentielt få en stor betydning for, hvorledes en lang række udviklingslande vil udvikle sig fremover. Men i stedet for en bevidst strategi fra kinesisk side om at udfordre Vestens normer må dette ses som en utilsigtet konsekvens af engagementet i Afrika. Meget tyder på, at afrikanske lande ikke vælger Kina som alliancepartner som følge af værdier, men som et resultat af økonomisk interesse. Hvis vi i Vesten ønsker at udfordre kineserne på den betydelige politiske magt, som de får i Afrika gennem deres engagement – og hvis vi ønsker, at den tredje verden skal udvikle sig i retning af demokrati og menneskerettigheder, så kan en måde være at tilbyde afrikanske lande eftergivelse af deres gæld.