Aktiveringsindsatsen for landets ledige er igen kommet i voldsomt mediemæssigt og politisk fokus.
Ofte med en lettere skandaleagtig vinkling, der viser, hvordan de ledige spilder tiden med meningsløse kurser, fugletests eller endnu et CV-kursus. Senest har ugebrevet A4 (9. august) opgjort, hvor meget private aktører har tjent på aktiveringsindsatsen 2007-09. Fuldt forståeligt kræver politikere nu tilbundsgående undersøgelser og sikker viden om, hvad vi som samfund får for pengene. Min påstand er, at den viden kan de desværre ikke få. Vi står nemlig med et paradoks i velfærdsstaten. På den ene side tildeler staten aktiveringsindsatsen (dvs. aktivt at hjælpe ledige i job) en enorm politisk og økonomisk bevågenhed. På den anden side bliver der hverken produceret viden om, hvad der virker, eller udviklet nogen form for beskæftigelsesfaglighed. Vi har altså et område i velfærdsstaten, som vi poster milliarder i, men stort set ikke udvikler fagligt eller undersøger forskningsmæssigt.
