De, der snakker løs om folkeskolen i øjeblikket, kender ikke den virkelighed, jeg har forladt for ganske nylig.
Uanset alle de gode ting, der teoretisk kommer ud af blandingen af leg og læring, så er det læringen, jeg har savnet igennem hele det forløb, der kunne have gjort mig langt klogere, end jeg er i dag. Jeg har ikke lært nok, og hvis jeg skulle pege på det akut nødvendige, så er det at få redskaberne til læring tilbage til folkeskolen hurtigst muligt. Lad mig starte med min egen hukommelse. Jeg husker nemlig ikke meget fra historieundervisningen i 4. klasse – ud over at det handlede om vikingetiden. Eller var det middelalderen? Indholdet af natur/teknik drejede sig vist dybest set om røjsere og karse.



























