Sølvgade 1977
Da jeg var en lille dreng i 70’erne – dengang man selv dannede indre billeder til musik, før MTV visualiserede tidens hits for en – var det mest futuristiske, avancerede gear i hjemmet kuglehovedskrivemaskinen og den magiske båndoptager … og via rytmiske pauseknaptryk isolerede jeg de vinylbidder, der ikke lød af pingvinorkestre eller svedige hippier.

Jeg klippede mine egne soniske fiktioner ud af alle de vinylstumper, jeg ikke kunne identificere som blot en naturalistisk gengivelse af et orkester, der spillede, f.eks introkollagen til Pink Floyds ellers forfærdelige hashblues ’Money’, Moogsynth-effekten på Sweets ’Fox on the Run’ eller Hendrix’ båndklipperi på ’Mermaid’.

Alt andet end en hvidversioneret bluesbaseret sang bræget af et fedt fake ego om kærlighed og tab eller åh, så ekspressive langhårede friform-soloer og andet svedigt musikhåndværker-gøgl.