I disse måneder arbejder et udvalg, kulturministeren har nedsat, på at kulegrave det danske kunststøttesystem. Samtidig har vi i diverse medier, bl.a. her i Politiken, kunnet følge en højlydt diskussion mellem den afgående og den nye formand for Statens Kunstråd om, hvad formålet med kunststøtten egentlig er.
Om den støttede kunst skal berige eller provokere. Og om politikerne skal blande sig mere eller mindre i den måde, staten støtter kunsten på.



























