Vi er i Danmark – og også i resten af verden – en meget lille gruppe forskere, der er blevet pålagt en stor og alvorlig opgave. Der er meget stort pres på os for at indhente den viden, der er nødvendig for at kunne forudsige, hvordan kryosfæren (de store iskapper, gletsjere, sø- og havis, permafrost og sne) vil påvirkes af den globale opvarmning i fremtiden.
Man er netop nu ved COP15 i færd med at foretage store politiske beslutninger om global opvarmning, og der er selvfølgelig meget, som vi allerede ved om klimaet – og mange peger for øvrigt på, at mange vigtige beslutninger (som for eksempel beslutningen om at deltage i krigen i Irak og Afghanistan) er taget på grundlag af færre kendsgerninger end klimabeslutningerne. Der er dog også skræmmende meget, som vi ikke ved om udviklingen af indlandsisen, og som det er bydende nødvendigt at forstå, før vi kan give et rimeligt bud på, hvordan indlandsisen vil tabe masse i de kommende 100 år.



























