I fem år boede jeg i Peter Fabers Gade på Nørrebro. En gade, der måske ikke er kendt af mange, men kendt er den i hvert fald af taxamændene i hovedstaden, hvilket oftest gav mine mandlige venner problemer, når der var fest i min lejlighed på 2. sal. I kælderen i den opgang, jeg havde adresse, ligger der nemlig et vaskeægte bordel – et af de ældre i hovedstaden.
Jeg har både delt opgang og gård med pigerne, som de kalder sig selv på dørtelefonen. Jeg har hilst venligt, når de mødte på arbejde eller hængte vasketøj op på tørrestativet i gården. Og jeg har lukket de første mange kunder ind, når jeg var på vej ned til cafeerne på Sankt Hans Torv, og de – mændene – var på skjult besøg! Hvis man ikke vidste det, ville man ikke kunne se, at der var et bordel i gaden. Der er ingen røde lygter, ingen kvinder udenfor eller blinkende reklamer. Og i modsætning til de mange myter om de mandlige kunder lignede ingen af dem usoignerede, gamle, utiltrækkende mænd, hvis eneste mulighed for sex var at gå til en prostitueret.
