»Fra det Øjeblik af jeg første Gang læste Rousseaus ’Confessions’, opsteeg det Ønske i mig at skrive noget lignende, endskiøndt jeg meget vel veed, at det jeg kunne skrive om mig selv, kun vilde interessere de faae, der kiendte mig, thi med min Vilje skal disse blade ikke sees af nogen førend efter min Død«. Sådan begynder ’Grandmamas Bekendelser’, som omfatter tiden fra hendes fødselsår, 1774 – fire år før Rousseau døde – til englændernes bombardement af København 1807, hvor hun som øjenvidne til katastrofen måtte flygte fra sted til sted med sin familie for at undgå bomberegnen. Når jeg fortæller om Grandmama, er det, fordi Golden Days ikke har hende med på programmet, til trods for at Grandmama – Sophie Thalbitzer – som barn og ung pige med sin familie deltog i de revolutionære bevægelser, der opstod i København i kølvandet på den franske revolution 1789. Sophie var datter af agent Johann Ludvig Zinn, der som så mange andre i 1700-tallet var indvandret fra Tyskland og ved sin dygtighed havde svunget sig op til at blive en rig mand. Sophie var den ældste af seks børn og sin fars yndling.
De talte tysk i huset i Kvæsthusgade 5, men alle var musikalske, og den gamle købmandsgård genlød både nu og i over 100 år efter af den skønneste musik, for komponisten I.P.E. Hartmann giftede sig i 1829 med hans højt begavede sønnedatter Emma Zinn, som også selv komponerede, når hun havde tid og mod til at skrive noder for sin berømte komponistmand, og de mange børn, hun fik. Allerede 25 år før Sophies fødsel, var den epoke begyndt, som går under navnet oplysningstiden, og denne tro på, at viden og oplysning var lige så vigtig som tro og religion, begyndte i Frankrig, men spredte sig hurtigt til resten af Europa, og også til Danmark. At mennesket ikke længere var dannet i Guds billede, men i sig selv havde muligheder for at forme sin egen skæbne, var en helt ny måde at tænke på. Både åndeligt og pragmatisk blev Danmark en del af det globale netværk, hvor varer, ideer og mennesker krydsede grænser som aldrig før.
