Kroniken

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Kære vrede rygere

Hvis I selv havde vist ansvar, havde vi slet ikke behøvet et rygeforbud. Giv din kommentar til dagens kronik nederst på siden

Kroniken
FOR ABONNENTER

Flere af Danmarks fremtrædende sangere har allieret sig i kampen mod rygeforbuddet; protestsange bliver indspillet og opråb sat op på S-togs-stationer.

Sangerne lader sig inspirere i deres kamp af sloganer brugt af et nazistisk regime, der ikke efterlod megen plads til anderledes tænkende.

Aviserne kappes om at fremstille sangerne med Kim Larsen i spidsen som de store helte og frihedskæmpere. Det lille menneskes personlige frihed sættes op mod det store, undertrykkende samfundsmaskineri.

Der udtrykkes bekymring for, at man vil tvangsnormalisere danskerne, at al afvigende adfærd langsomt, men sikkert forbydes, og at den personlige frihed og det personlige ansvar forsvinder.

Men lad os lige stoppe op:

Hvorfor er det, at vi fik et rygeforbud? Er det virkelig, fordi politikerne ønsker at ensrette og afrette danskerne?

Nej, sandheden er den, at forskere og læger forgæves har forsøgt at råbe rygerne op med flere og flere videnskabelige beviser for, at tobaksrøg er ekstremt sundhedsskadelig for dem, der frivilligt eller ufrivilligt udsættes for den.

Hvordan kan det være, at hvis to personer dør af salmonellainfektion, så er der ramaskrig i hele Danmark, men når 2.000 mennesker dør af passiv røg hvert år, så er det løgn?

Hvordan kan det være, at ingen betvivler sandheden, hvis man finder et sundhedsskadeligt stof i kosmetik, men at enhver artikel, der viser, at tobaksrøg skader rygerne eller de personer, der udsættes for røgen, mødes med påstande om manipulation af data?

Hvorfor er folk glade, når der kommer regulering på kemikalieområdet, og stærkt sundhedsskadelige stoffer forbydes, men finder det undertrykkende, hvis man ved regulativer vil beskytte mennesker, der ufrivilligt udsættes for hundredvis af sundhedsskadelige stoffer i tobaksrøg?

Hvordan kan det være, at alle accepterer, at luftforurening er skadeligt, og at de apparater, man har udviklet til at måle sundhedsskadelige partikler i luften, er pålidelige, mens det opfattes som en hetz mod rygerne, når de samme apparater bruges til at påvise mængden af sundhedsskadelige partikler i tobaksrøg?

Hvordan kan det være, at ingen forældre kunne få sig selv til at købe slik eller legetøj til deres børn, hvis der var sået den mindste tvivl om, at det indeholdt kræftfremkaldende stoffer, men tusinder af forældre stadig ryger i deres børns nærhed, selv om der er over 40 kendte kræftfremkaldende stoffer i tobaksrøg?

Hvorfor hører man hos de samme mennesker forargelse over miljøsvineri og et »Aaaargh, er det ikke lidt hysterisk med det dér passiv røg?«

Evidensen for, at passiv rygning dræber, er meget stærk. Alligevel bliver der hele tiden sået tvivl, om det nu også er sandt, rigtig godt hjulpet på vej af tobaksindustrien.

Rygeforbuddet blev ikke indført for at genere rygerne, men for at beskytte ikke-rygerne mod passiv rygning. Lad os derfor holde fast i de nogle af de facts, der ligger til grund for, at man indførte det:

Tobaksrøg indeholder stoffer, der er så skadelige, at de ville være forbudt i wc-rengøringsmidler.

Det anslås, at omkring 3 procent af alle dødsfald i Danmark skyldes udsættelse for passiv røg.

I alle lande, hvor man har indført rygeforbud, har man set et øjeblikkeligt fald i forekomsten af blodpropper i hjertet, hvilket har reddet mange tusinde menneskers liv.

Næsten 70 procent af faldet i blodpropper efter rygeforbud er hos ikke-rygerne, der ikke længere er udsat for passiv røg.

Passiv rygning er bevist at øge risikoen for lungekræft og hjerte-kar-sygdomme.

Der er begrundet mistanke om en sammenhæng mellem passiv rygning og livmoderhals- og brystkræft samt kræft i hjerne, hoved/hals, næse/bihuler, nyrer, mave og endetarm.

Astmatikere, der udsættes for passiv rygning, har dårligere livskvalitet, nedsat lungefunktion, flere indlæggelser på grund af astmaanfald og bruger mere astmamedicin. I Danmark anslås det, at der årligt dør ti mennesker af erhvervsbetinget lungekræft i restaurationsbranchen.

Jo mere man udsættes for passiv røg, og jo mindre lokalet er, desto højere risiko har man for at blive syg. (Koncentrationen af røg i rum under 40 m{+2} er naturligvis højere end i store rum, og undtagelsen af rygeforbud i små rum har intet med fornuft eller sundhedshensyn at gøre, men er en politisk ’studehandel’.)

På barer, cafeer, restauranter og spillesteder, kan udsættelsen for passiv rygning komme op på niveauer, der svarer til at ryge fem-ti cigaretter om dagen.

Gravide ikke-rygende kvinder udsat for passiv røg føder mindre børn, fordi der sker en vækst-hæmning af fosteret.

Nikotin og nedbrydningsprodukter af nikotin kan måles i nyfødtes urin, mælketænder, afføring og hår.

Børn udsat for passiv røg har hyppigere øvre luftvejsinfektioner, mellemørebetændelse, lungebetændelse, astma og astmatisk bronkitis og meningitis end børn af ikke-rygere.

Udsættelse for passiv rygning i barndommen giver permanent skade på lungefunktionen, og astmabørn er særligt udsatte. Jo højere koncentrationen af nikotin i børnenes tænder og hår, desto højere risiko har de for at blive syge.

Ved ultralydsundersøgelser af børn har man fundet, at jo højere indhold af nedbrydningsprodukt af nikotin, der er i deres krop (udtryk for, hvor meget barnet er udsat for passiv røg), desto dårligere blodgennemstrømning er der i deres blodkar.

Mere end 2.000 indlæggelser af børn på danske hospitaler hvert år skyldes sygdomme forårsaget af passiv rygning.

De vrede rygere taler om friheden til at leve, som man selv vil, og selvfølgelig skal enhver have ret til at træffe valget: Jeg vil ryge. Man skal også have ret til dagligt at spise seks Big Mac og skylle dem ned med fire liter cola. Forskellen er bare, at ingen tvinger dem ved nabobordet til at dele maden med dig, mens alle omkring rygeren tvinges til at dele tobaksrøgen.

Rygerne har haft kronede dage. De har været vant til at kunne ryge overalt og når som helst. Røgen var kun ikke-rygernes problem. Hvis de ikke kunne tåle mosten, så måtte de forlade rummet/koncerten/festen/restauranten.

Men rygning er ikke en privat sag, når man udsætter andre for den!

De fleste forbud mødes med modstand. Vi har ikke lyst til at ændre det, vi er vant til. Der var modstand og vrede, da man vedtog, at man ikke længere måtte hælde natpotter ud ad vinduet, da man ikke måtte gå og spytte overalt, da man ikke måtte gå med våben, eller da man ikke måtte drikke alkohol på arbejde.

I dag undrer folk sig over, at det var nødvendigt at lovgive på området. Enhver kan tænke sig til, at det ikke var særlig ansvarligt, at en tuberkulosesyg gik og spyttede overalt, eller en læge opererede efter at have drukket to-tre øl til frokost.

Manglende lovgivning kan have store konsekvenser. De færreste danskere finder nok, at USA’s manglende lovgivning på våbenområdet er særlig misundelsesværdig.

Heldigvis er en meget stor del af rygerne hensynsfulde og ansvarlige. Disse rygere kunne ikke drømme om at udsætte andre for deres røg og finder det naturligt, at der er regler for, hvor man må ryge.

Men når de vrede og berømte rygere larmer, får danskerne desværre det indtryk, at alle rygere er utilfredse med rygeforbuddet, men det er de slet ikke. Otte ud af ti danskere (rygere og ikke-rygere) mener, at rygeforbuddet har øget deres arbejdsglæde eller ikke påvirket den negativt.

Kære vrede rygere, den eneste grund til, at vi har fået rygeforbud, er, at I ikke selv har taget ansvar og vist hensyn. I et årti har vi forsøgt at oplyse jer om faren ved passiv rygning, men I har vendt det døve øre til.

Det er for mig ganske uforståeligt, at I finder det vigtigere, at I skal have lov til at hygge jer med smøger på caféer/restauranter/spillesteder end at undgå sygdom og død blandt dem, der serverer og gør rent efter jer.

Havde I vist format, selv taget et ansvar, så havde vi slet ikke behøvet et rygeforbud. Jeg hører ingen frihedssang, men en klynkesang fra forkælede berømte rygere, der ikke gider tage hensyn til andre.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden