Walt Disney har med sine tegninger til eventyret om Askepot ikoniseret stedmoderen på en så dæmonisk måde, at det har været nødvendigt at finde et nyt ord. Men ak, lige meget har det hjulpet. I sin Kronik i Politiken10. juli 'Stedmødre får tit hensynsbetændelse' har Jette Hansen dokumenteret, at det er mindst lige så vanskeligt at være papmor. Historien vrimler med sted- eller papmødre, og selv om børn ikke nødvendigvis kender disse fortællinger, så synes de instinktivt at bekræfte historiens dom: en sted- eller papmor er ond! Jette Hansen har imidlertid læst en bog, der er kommet ind fra Sverige. Det drejer sig om Cornelia Sabelströms: 'Fars nye kæreste - en overlevelsesguide for stedmødre', der i et forsøg på at løse problemerne anbefaler endnu et navneskifte, således at sted- eller papmoderen bliver til en bonusmor og stedbarnet til et bonusbarn. Når man læser så positivt et forslag, fristes man til at foretrække, at der bliver talt negativt om det negative, og det er da også det, Jette Hansen er bedst til. Hendes skildring af de vanskeligheder, en stedmor står midt i, er rammende og rystende. Og det perspektivskifte, hun foretager fra den stakkes uskyldige Askepot til vor tids rådvilde stedmoder, er væsentlig. Men da hun når frem til de gode råd, strategierne for en kvinde, der er i moders sted, så bliver hun påfaldende usikker og må nøjes med at videregive følgende fra Sabelström: »At relatere sig til barnet som en ven ved at forsøge at tilbyde det, det man har, uden samtidig at etablere en afhængighedsstruktur, ... og modtage stedbørnenes fortrolighed om skole, fester, kærester, ven- og venindebøvl. At være den der forærer yndlingstøjet«, og så videre. Heldigvis er den sande hjælp ikke så langt væk. Læseren af Politikens Kronik 10. juli ville nemlig have svært ved at overse en naboartikel skrevet af Susanne Bjertrup: 'Portræt af Gud som mor'. Her tegnes billedet af en indisk guru i skikkelse af Mata Amritanandamayi, også kaldet Amma, der bogstaveligt talt har taget 21 millioner mennesker i sin favn gennem de sidste 30 år! Mødet med denne Amma har lært Bjertrup hvad kærlighed er, og hun elsker sin Amma og næres af hendes kærlighed via et enkelt kram om året! Man skulle mene, at der her var noget at lære for papmødre. Det er dog ikke muligt at løse stedmoderproblemet, hverken ved at undgå en afhængighedsstruktur, bestikkelse eller ved at blive en Amma. En nærliggende tanke kunne derfor være, at kvinden søgte hjælp fra sin mand, som dog må siges at være en ikke uvæsentlig del af årsagen til, at hun befinder sig i en vanskelig situation. Har man imidlertid først fået den tanke, er der ikke langt til det synspunkt, at det er de to voksne, der sammen må klare problemerne. Nogle kunne måske forledes til at tro, at det var en selvfølge, at de to voksne sammen bærer ansvaret i familien, også når det drejer sig om forhold med 'dine, mine og vore børn'. Men sådan er det sjældent og slet ikke når det drejer sig om familier i krise. Her kan man finde ejendommelige alliancer på kryds og tværs mellem de voksne og børn, som ganske sætter den naturlige generationsmodsætning ud af kraft, og som derfor er årsag til de konflikter, som Jette Hansen så udmærket skildrede i sin Kronik. Problemet er altså ikke nyt, men er netop af samme art som dem, man altid har kunnet finde i såkaldt normale familier. Der er altså tale om et alment opdragelsesproblem, der blot eksponeres på en særlig måde i de sammenbragte familier. Derfor drejer det sig om at nå frem til en almen praksis for de par, som er forældre. Det har jeg engang skrevet en bog om: 'Parforhold og børneopdragelse' der udkom i 2001. Mit udgangspunkt var, at parret fungerer sammen på grund af en grundlæggende kærlighed, der næres af en gensidig respekt og fælles oplevelser. Dette er forudsætningen for, at man kan opretholde en selvrespekt i forhold til sin partner, således at man på eget initiativ påtager sig det fulde ansvar for hjemmets forhold. Det gælder selvfølgelig både mand og kvinde. Dermed skaber man en ligeværdighed i forholdet til sin partner. På den baggrund kan man oparbejde en respekt for sin partners forældrerolle, som man derfor undlader at blande sig i. Når jeg læser de linjer, jeg lige har skrevet, slår det mig, hvor fraseagtig sproget bliver, når man i den bedste mening vil give gode råd. Det er som om sproget gør sig kostbart, bliver selvhøjtideligt og mister sin spændstighed. Der er intet så kedeligt som retfærdighed, sandhed og de rigtige løsninger, der trives bedst med klicheer og indforståetheder. Det bliver kedeligt, også selv om det handler om kærlighed, jalousi og begær. Jeg nævnte ovenfor den mulighed, at kvinden kunne få hjælp af sin mand. Men det er jo det, mange kvinder har svært ved. For han deltager sjældent, når der er konflikter med børnene. I den henseende går der en lige linje fra Askepot til nutidens stedmødre. Problemstillingen er for nutidens stedmødre en anden, mens mandens rolle er den samme: undvigende holdning præget af angst for konflikter. Jeg tror bedst, jeg kan illustrere det ved at skildre et moderne eventyr af den canadiske forfatter, David Arnason. I sin bog 'The Dragon and the Dry Goods Princess' fra 1994 kan man læse eventyret om 'The Evil Stepchildren'. Historien spejler sig i Brødrene Grimms kendte eventyr, idet børnene hedder Grete og Hans. Stedmoderens navn er meget symbolsk Stephanie, mens faderen end ikke nævnes ved navn. Alt, hvad man hører om ham, er, at han er tv-vært med en smuk blød stemme. Og så er han konfliktsky, overpædagogisk med tendens til at påtage sig den alfaderlige let nedladende position, både over for sine børn og Stephanie. En sådan konstruktion er naturligvis ikke holdbar, og Stephanie bliver på trods af sin gode vilje snart drevet til vanviddets rand af disse to teenagebørns veritable terrorvirksomhed. Grete og Hans er som engle, når deres far er hjemme, men gør livet til et helvede for Stephanie, så snart han er ude af billedet. Grete ligger i med en fyr, der kører på en stor motorcykel, og Hans drikker sig fuld og smadrer Stephanies bil og undgår kun en tiltale fra politiet på grund af sin unge alder. En dag skal faderen på en længere rejse, og Stephanie fatter en plan. Ved hjælp af lidt ufine metoder lykkes det hende at få Grete og Hans ud af huset. Grete stikker af med fyren på motorcykel hjulpet på vej af penge fra Stephanie. Hans drikker sig fuld på Stephanies regning, hvorpå hun overlader ham nøglerne til bilen, så han ryger i spjældet for spirituskørsel. Da tv-værten med den smukke stemme kommer hjem fra sin rejse, bliver han modtaget af Stephanie, der glæder sig til, at de igen kan være uforstyrret sammen. Men han er ikke til sinds at nyde freden og sin smukke nye kone. I stedet bruger han sine penge og sin indflydelse på at få børnene hjem igen, lader sig skille fra Stephanie og får børnenes mor som kone igen. Enden på eventyret bliver, at børnene går i hundene i et forgæves forsøg på at frigøre sig fra deres opofrende forældre. Hvis barnet skal have en mulighed for at frigøre sig, således at det kan nå frem til voksenlivet med kræfter og psykisk stabilitet til at vinde fodfæste i voksenlivet, er det afgørende, at det har nogen at frigøre sig fra. Det var det, Grete og Hans ikke kunne. Deres far fastholdt dem i følelsesmæssige bindinger ved at give dem mulighed for at skabe og fastholde alliancen med ham. Denne konstruktion, der kan have såvel moderen som faderen som hovedperson, er meget almindelig. Den kan invalidere barnet psykisk, så det ikke får mulighed for at frigøre sig følelsesmæssigt. Det er jo indlysende, at forældrene må være indstillede på, at børnene kun er til låns og at hele arrangementet med opdragelsen kun har det ene sigte at hjælpe dem til at kunne frigøre sig. Problemet er, at forældre har en tilbøjelighed til at fastholde bindingerne til barnet, og de bliver især styrket, når barnet inddrages i forældrenes konflikter, f.eks. ved at bindingen til moderen eller faderen ikke bearbejdes, og barnet dermed gøres til gidsel for de voksnes behov. Derfor er det ulykkeligt, hvis barnet opøves i at sætte forældrene eller stedforældrene op imod hinanden. Hvis forældrene ikke kan danne en enhed og undlade at blande sig i den andens rolle, risikerer de, at barnet oplever sig som skyldig i, at mor og far bliver vrede på hinanden: og det gør kun ondt værre, hvis mor eller far kaster sig ud i lange forklaringer til barnet om, hvorfor mor f.eks. irettesætter far. Forældrene må sørge for at være autoriteter for deres børn i den forstand, at de er bevidst om at skabe de følelsesmæssige rammer for børnene. Forældrene bestemmer ikke ved at slå eller undertrykke, men ved at kræve noget af barnet i overensstemmelse med det trin i udvikling, som barnet er nået til. Dermed gør forældrene sig til ét med barnets indre billede af autoriteten. Forældrenes autoritetsudøvelse bør tage sit udgangspunkt i, at der er begrundet fornuft i de regler, som den voksne kræver respekteret, således at barnets indre autoritetsbillede har mulighed for at ændre sig og efterhånden erstattes med fornuftige regler for samvær. Det er i denne sammenhæng vigtigt at understrege, at man viser sit barn, at der (også) er positive følelser mellem de to voksne, således at barnet får et tydeligt signal om, at mor og far, eller stedmor og far har noget sammen, som børnene ikke har nogen del i eller ansvar for. Hvis Grete og Hans havde oplevet det, var det aldrig gået dem så galt. I stedet oparbejdede de en binding til faderen, som de ikke var i stand til at gøre sig fri af. Det er vigtigt, at barnet lærer at forstå og respektere forældrenes privatliv og ikke inddrages i det. Hvis der ikke længere er nogen følelser mellem forældrene, vil det nok være bedst både for børn og voksne, at de søger en afklaring med henblik på at genoptage samlivet, eller blive skilt. Det er altså af betydning også for børnene, at forældrene plejer deres parforhold. Derfor må man sørge for at få babysitter regelmæssigt, således at de to voksne kan få nogle fælles oplevelser uden hele tiden at blive forstyrret af børn. Man kan eventuelt skiftes til at bestemme, hvad der skal ske, således at man giver sig selv mulighed for også at opleve, hvad ens partner interesserer sig for. Hvis det er muligt at få pasning til børnene, er det en god idé at tage på weekendture indimellem, således at man får mulighed for at opleve at være intenst sammen og derved styrke parforholdet. Det er godt for børnene at opleve, at mor og far har det godt sammen. Og det er godt for børnene at opleve, at forældrene kan klare sig uden børnene. Der er naturligvis ikke tale om prioritering i forholdet til børn, når det drejer sig om at passe parforholdet. Det er ikke et enten-eller. Der er tale om at sørge for, at grundlaget for familien og børnenes opvækst er i orden, intet mindre. Dette grundlag er parforholdet. Alternativet er de rædselsscenarier som Jette Hansen og David Arnason skildrer. Derfor er det vigtigt at nære og styrke parforholdet - vigtigt at bibringe det ny næring ved at genfinde hinanden som elskende og ikke kun se hinanden som udkørte forældre. Mange ellers fornuftige eksperter og vejledere - som f.eks. den ovennævnte Sabelström - overser, at det er de voksnes parforhold, der er krumtappen i barnets udvikling, uanset om det drejer sig om en sammenstykket familie eller ej. For et par år siden skrev den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman, at et af de største problemer i fremtiden ville blive ensomhed og mangel på fællesskab. Jeg ved ikke, hvordan han var nået frem til den spådom. Men set fra en psykologisk synsvinkel er vi allerede nået langt af den vej. Antallet af enlige stiger foruroligende i disse år, og med den nuværende opdragelsespraksis ser det ud til, at Bauman får ret. De par, der ikke er i stand til at løse stedmoder og -faderproblemerne, er i det mindste med til at producere individer, der som voksne vil få svært ved at indgå i forpligtende fællesskaber.