På hjørnet ved Kultorvet sidder en romakvinde med et krus i en fremstrakt hånd.
Hun kigger op på en dansk kvinde, der går forbi hende, og ryster kruset frem imod hende. »Så få dig dog et ordentligt arbejde i stedet for at tigge her – du skal ikke tigge på min gade«, hvæser kvinden, mens huns hastigt går videre ned ad gaden og sipper af sin caffelatte. Jeg stopper op og undrer mig over, hvad det er, der har fået danskere til at blive så uforskammede og selvcentrerede? Ikke et øjeblik søgte kvinden at tænkte over, hvem denne fattige romakvinde var, og hvor hun kom fra. Ikke et øjeblik funderede hun over, hvad denne kvinde må have oplevet i sit liv for at ty til en udvej, hvor hun tigger i et land som Danmark, langt fra sin familie – hvor hun ikke taler sproget, og hvor hun bliver verbalt og til tider også fysisk overfaldet, når hun samler flasker eller tigger. Jeg har længe beskæftiget mig med romaernes forhold i Europa og var senest i Rumænien og Makedonien for at skrive en analyse af fattige romakvinders situation for Unicef, baseret på interview med fattige romakvinder.
