Efter at være hjemvendt fra et fire måneders volontørophold i Mexico er jeg chokeret over mødet med den danske tidsmølle, hvor hjulet drejer så hurtigt, at jeg til tider må gispe efter vejret for at følge med.

Tænk, at man kan glemme så hurtigt, når jeg ellers er opvokset med denne tidsmølle hele mit liv. Men det formåede jeg åbenbart under mit ophold i Mexico, hvor tid ikke var noget problem, og hvor jeg, idylliseret af min rolige mexicanske hverdag, troede, at jeg var i stand til at bringe denne tilbagelænede livsstil med hjem til min danske hverdag. Men der tog jeg grueligt fejl! Mine ben havde ikke været plantet længe i den danske muld, før alt igen blev et spørgsmål om aftaler og gøremål, der som hundrede brikker i et stort puslespil skulle falde på plads, for at jeg kunne føle mig som et rigtigt vestligt menneske anno 2009. Men præcis som før, jeg tog af sted, er der altid noget, som jeg ikke når, og jeg går med en kronisk dårlig smag i munden over ikke at have nået et og andet – en ven, jeg egentlig gerne ville have set, en hyggestund med min mor, der altid bliver udskudt, en oprydning, der virkelig burde tages, en opringning, der bliver ved tanken, og jeg kunne blive ved ... Meget sigende bliver disse overvejelser først nedskrevet to måneder efter min hjemkomst, på trods af at jeg har haft dem in mente siden en uge efter, at jeg vendte hjem. Men tiden eller overskuddet har ikke lige været der. Overskud? Hvad dækker det ord egentlig over? Og hvad er den dybere mening med sætningen »Jeg kan ikke helt overskue det«? En sætning, som jeg selv ynder at bruge i tide og utide som en forklaring, der legaliserer, at man udebliver fra noget eller ikke får færdiggjort noget.