Man siger, at krigens første offer er sandheden. Men hvem er så dens første sejrherre? Som iagttager og forsker i emnet ’militær og samfund’ i mere end 30 år vil jeg svare, at det er den militarisering, som krigsførende samfund uundgåeligt vil komme ud for.
Naturligvis skal der tages hensyn til forsvaret i sådanne situationer. Men når et forsvar systematisk kræver det civile samfunds demokratiske værdier underlagt militære hensyn, så har vi militarisme. Og det skal vi være på vagt over for. En sådan militarisering af det danske samfund kan efterspores på fire områder.


























