Det er nu, det gælder, hvis Danmark skal ud af den politiske og kulturelle blindgyde, vi er havnet i. Og det er ikke nok at komme med lappeløsninger! Derfor handler denne Kronik ikke om efterlønsordningen, selvom jeg gerne vil af med den. Den handler heller ikke om det realistiske eller urealistiske i at kræve, at vi skal arbejde 12 minutter mere om dagen, for selvfølgelig skal oppositionen have en troværdig løsning på Danmarks økonomiske udfordringer. Det tager jeg for givet.
Derimod handler min Kronik om den afgørende værdimæssige skillelinje mellem oppositionen og den borgerlige blok: for eller imod et humanistisk menneskesyn, social ansvarlighed og det fælles bedste. Denne Kronik er personlig. Den er subjektiv. Og den er skrevet til oppositionen. Før du læser videre, er det vigtigt for mig at understrege, at den nuværende borgerlige regering selvfølgelig er i sin legitime ret til at lede landet i en mere borgerlig, mere nationalistisk og mere kommerciel retning. For regeringen har gennem de sidste tre valg fået et klart og tydeligt mandat til at realisere denne politiske ambition.




























