Klodens miljø har det ganske godt. Vi kender alle klagen: Det går dårligt med miljøet her på Jorden. Vores ressourcer er ved at løbe ud. Der bliver stadig flere mennesker og stadig færre fødemidler. Luften er dårlig, vandet dårligere. Planetens dyrearter uddør i stort tal - vi dræber flere end 40.000 om året. Vi forurener vores jord, den frugtbare muld forsvinder, vi asfalterer vores marker, ødelægger naturen, decimerer biosfæren og ender med at dræbe os selv. Vi nærmer os faretruende den endelige grænse for bæredygtigheden. Grænserne for vækst viser sig. Vi kender klagen og har hørt den så tit, at endnu en gentagelse er - ja næsten betryggende. Der er blot ét problem. Den er ikke sand. Vi løber aldrig tør for olie eller ressourcer. Der bliver stadig flere fødemidler pr. person på kloden. Stadig færre sulter. I år 1900 levede vi i gennemsnit 30 år, i dag bliver vi 65 år. Ifølge FN har vi reduceret fattigdommen mere de sidste 50 år end de foregående 500 år, og vi har reduceret den i næsten alle lande. Drivhuseffekten er yderst tvivlsom. Vi mister ikke 25-50 procent af alle arter i vores levetid - vi mister stort set ingen. Verdens største studie til 3,5 mia. kroner viste, at syreregn ikke dræber skovene, og FN og de europæiske forstorganisationer er enige. Luft og vand bliver stadig mindre forurenet. Menneskeheden har fået det bedre på næsten alle målbare, fysiske indikatorer. Alligevel hører vi kun klagen. Miljø er vigtigt. Afgørende politiske og økonomiske beslutninger bliver i dag truffet delvist på baggrund af en miljøvurdering. I vores privatliv bliver vi konstant konfronteret med en dårlig miljøsamvittighed. Vi bliver belært af utallige forskere og beslutningstagere, at Jorden i dag er en truet planet. Greenpeace og World Watch Institute giver os rapporter om den økologiske nedtur, nobelpristagere fra litteratur til medicin publicerer en 'Advarsel til menneskeheden', og USAs vicepræsident, Al Gore betror os, hvordan han selv har set de afsvedne træer og rørt ved de døde koralrev. Vi bliver urolige. Men hvorfor tror vi, det går så galt med miljøet? Der er flere årsager. Vi har ofte en forbløffende dårlig intuition. Det gør os til lette ofre for simple, men usande modeller. Samtidig bliver forskning systematisk støttet, så vi kun hører de negative konklusioner. Endelig er medierne også primært negativt fokuserede. Vores intuition omkring væsentlige, naturvidenskabelige problemstillinger er ringe. Vi bekymrer os for eksempel om affaldsophobningen. Hvor skal vi dog efterhånden gøre af alt vores skrald? Problemet opstår, fordi vi kigger ud i baggården på de tre fyldte containere og bekymrer os om, hvor meget det dog bliver, hvis alle andre mennesker producerer lige så meget skrald. Men hvis vi fortsætter med at producere lige så meget affald som i 1996, vil al Danmarks affald fra hele det 21. århundrede kunne deponeres i en 33 meter dyb grav, der er 2,5 kilometer på hver led. Mindre end to procent af Mors. Når vores intuition er så dårlig, er det derfor vigtigt, at vi kigger på de objektive tal og ser på situationen, som den faktisk ser ud. Dette kræver, at vi konsulterer forskningen. Men ofte bliver vi i stedet fanget af simpel teori. En af de mest simple teorier blev formuleret i 1798 af den britiske præst Thomas Malthus. Argumentet blev gjort umådeligt populært i 70erne gennem bestselleren Grænser for Vækst. Ideen er, at befolkningstal vokser med en bestemt procentsats pr. år - en eksponentiel vækst. I øjeblikket bliver Jordens befolkning fordoblet på ca. 40 år. Derfor vil vi om 80 år være fire gange så mange, om 120 år otte gange så mange etc. Fødevareproduktionen vokser langsommere - en lineær vækst. Den kan måske vokse sig dobbelt så stor om 40 år, men om 80 år er den kun tre gange så stor, og om 120 år kun fire gange så stor. Befolkningstallet vokser hurtigere og hurtigere, mens fødemidlerne kun vokser med konstant fart. I det lange løb taber fødevareproduktionen altså kapløbet med befolkningen. Mange kommer til at sulte og dø. Ideen er så simpel og fristende, at den har dannet grundlag for stort set alle katastrofeteorier lige siden. Men den er usand. Befolkningstallet vokser kun somme tider eksponentielt. Mængden af fødevarer vokser sjældent lineært. Faktisk er fødevareproduktionen fordoblet siden 1961, hvilket betyder en støt stigning pr. person. Ifølge FN producerer vi i dag 23 procent flere fødemidler pr. indbygger end i 1961, og væksten i u-landenes landbrugsafgrøder pr. person har været 25 procent. Vi har aldrig fanget så mange kilo fisk pr. indbygger som nu. På trods af at Jorden huser næsten 60 procent flere mennesker, er der blevet absolut færre, der sulter.{ns}1 Alligevel fortæller Lester Brown fra World Watch Institute, at nu går det galt med fødevareproduktionen. Nu bliver der omfattende fødevaremangel. Senest i Politiken 26. oktober 1997 med dommedagsoverskriften: 'Tiden er ved at rinde ud.' Både FNs Fødevareorganisation, FAO, Verdensbanken, The International Food Policy Research Institute og World Resources Institute modsiger ham. Men vi læser om Lester Brown. Faktisk er Lester Brown vant til at komme med forudsigelser. Han har varslet omfattende nedgang i fødevareproduktionen næsten hvert år siden først i 1970erne. Det er endnu ikke sket. Hvor længe kan han stadig være troværdig? Det er svært at angribe tallene fra FN, der klart viser, at der bliver flere fødemidler pr. indbygger. Men hvis man vil forsvare klagen, er det let at pointere, at med flere mennesker vil vi forbruge flere råstoffer, skabe større miljøbelastning og svine mere, mens vi fælder regnskoven, dræber dyrene, tilsyrer skovene og opvarmer kloden. Ingen af disse problemer synes at være sande. De vil blive diskuteret i hver deres artikel. Men råstoffer og forurening kommer fra samme skuffe som Malthus. Vi løber tør for olie, gas, kviksølv, zink, sølv, ja, listen er lang. Igen skyldes dommedagsprofetien, at forbruget antages at vokse mere og mere, hurtigere og hurtigere, mens ressourcerne er begrænsede. Argumentet virker så umådeligt indlysende, at det genfindes i de fleste diskussioner, selv i dag. Men det er forkert. Stort set alle råstoffer er blevet mindre og mindre knappe. Vi har aldrig brugt mere olie, og alligevel har vi aldrig før haft olie til så mange års forbrug (44 år).{ns}2 Det skyldes primært, at vi er blevet bedre og bedre til at finde, producere og omsætte olien. Men forurening? Vi er da blevet værre til at svine? Nej. Den stigende forurening er endnu en af disse påstande, som vi ved er sand, men som simpelt hen ikke er det. En analyse fra Verdensbanken viser netop, at forureningen generelt falder, når samfund bliver rige nok til at have råd til at bekymre sig om miljøet. Argumentet går på, at flere og flere mennesker, der forbruger mere og mere, nødvendigvis må svine mere og mere. Men hvis vi ser på de historiske data, har forureningen tidligere været langt værre. I 1285 var Londons luft så forurenet, at Edward I etablerede verdens første luftforureningskommission. Allerede i 1300-tallet var Themsen fyldt op af gammelt affald. I 1700-tallet var vand og mad ofte forurenet, byernes gader fyldt med rådnende dyrekroppe, afføring og møg, så 'besøgende måtte tildække deres næser for at undgå stanken'. Fra slutningen af 1500-tallet steg luftforureningen dramatisk fra træ- og kulafbrænding samt begyndende industri og skabte den notoriske London-smog, der dræbte tusinder og gav millioner bronkitis. Solen skinnede langt mindre i London end på landet. I København kunne man i 1908 se kulrøgen ligge som en tung 'graalig Sky, som udvisker Konturerne og indskrænker Synskredsen.' I dag er svovlforureningen i København ti gange mindre end i 1850. Sod er faldet med 83 procent siden 1967, bly med 97 procent siden 1982.{ns}3 I dagens London har der ikke været så lidt svovl og sod i luften siden 1650. Hvorfor tror vi så, det går så dårligt med miljøet, hvis det ikke er tilfældet? Lyver forskerne? Det tror jeg ikke. Læg i stedet for mærke til, at forskningen har en indbygget skævhed. Forestil dig, at en forsker siger, at hun har undersøgt sit forskningsfelt og fundet, at der ikke er nogen generelle problemer for menneskeheden. Hvad er reaktionen? 'Fint' siger vi og tænker ikke nærmere over det. Hvis en forsker derimod undersøger sit felt og finder et potentielt skæbnesvangert problem, bliver vi bekymrede. Vi bevilger flere penge og får flere folk til at undersøge problemet grundigere. Alene denne mekanisme giver en overvægt af forskere, der undersøger negative problemstillinger. Der eksisterer samtidig en anden skævhed. Med en simpel model er det langt lettere at skitsere et muligt problem end at bevise eller modbevise dets sandhed. Dette gælder specielt for miljøproblemer, der dårligt kan af- eller bekræftes inden for en kort tidshorisont. Syreregn, drivhuseffekt, artsudryddelse, og iltsvind er problemstillinger, der kun kan afgøres over meget lang tid og med store omkostninger. Derfor er der store chancer for at få flere bevillinger til forskning, der har en simpel model, som har negative konsekvenser, og som ikke let kan afvises. Man kan forstå deres model, den er vigtig og den kunne være sand. Med yderligere bevillinger vil der opstå en egentlig institutionalisering af forskningsfeltet. Forskere vil begynde at undersøge delområder og specialtilfælde inden for det oprindelige problemfelt uden at have en interesse i eller overblik over det samlede felt. Selv om feltet naturligvis beholder sin faglige redelighed, vil det efterhånden blive sværere og sværere at udfordre den samlede problemstilling. For det første vil en naturlig skelen til at holde bevillingsstrømmen åben for ens eget særområde advare imod at kritisere forskningsfeltet generelt. For det andet vil mange af deltagerne kun undersøge problemstillinger inden for feltet og ikke udfordre feltets egne præmisser. Endelig vil man ofte afholde sig fra kritik, fordi problemet er af afgørende væsentlighed, og man kan jo aldrig være helt sikker på, at det ikke kunne være sandt. Medierne formidler forskningen, og de elsker en negativ vinkel. Hvis høsten går godt, læser vi i avisen, at de lave priser er forfærdelige for landmanden. Går høsten skidt, betyder det dyr mad for forbrugeren. Det er generelt en bedre historie, at noget går galt. I en amerikansk gallupundersøgelse fra 1990 blev folk spurgt, hvor meget de bekymrede sig om miljøet. Mellem 80 og 90 procent var bekymrede, når det gjaldt hele USAs miljø, men kun ca. 25 pct. bekymrede sig, når det drejede sig om deres eget lokale miljø. Vi bekymrer os generelt, men ikke lokalt. Vores primære fornemmelse for, at miljøet går skævt, stammer fra medierne og ikke fra egen oplevelse. I 60erne og 70erne blev der et stigende skel mellem, hvordan folk mener det går for dem selv, og hvordan det går for resten af samfundet. Igen tyder det på, at medierne fremmer et indtryk af en samfundsmæssig, negativ udvikling. Næsten 80 procent af alle mener, at livet er langt mere risikabelt i dag end for 20 år siden. De bekymrer sig om alt fra kræft og sygdomme til forurening og pesticider i mad og drikkevand. Men selv om folk tror, vi dør mere af kræft, så dør vi faktisk mindre og mindre af kræft, korrigeret for alder og rygning.{ns}4 Vi tror, maden er fyldt med tilsætningsstoffer. Men i virkeligheden er der langt færre og langt mindre af de farlige stoffer i mad og drikkevarer, efter at positivlisten blev indført i 1973. Vi lever i dag længere end nogen sinde før. Alligevel bekymrer vi os. Igen tyder det på, bekymringen stammer fra medierne. Listen kunne fortsætte. Vi tror, at luften og vandet er mere forurenet end førhen. Men sandheden er, at de typiske forureningskilder som CO² sod og bly er faldet med mere end 80 procent over de sidste 20 år. Badevandet i Danmark er langt renere i dag, end det var i begyndelsen af 80erne. Vi tror, regnskovene er udslettet. Men verdens største regnskov, i det indre Brasilien, udgør ti procent af verdens samlede skovareal, og 90 procent står stadig urørt.{ns}5 Selv om vi tror, aviser og reklamer driver rovdrift på skovene, så kunne verdens samlede forbrug af træ (papir, tømmer etc. men ikke brændsel) dækkes i al fremtid af blot fem procent af verdens nuværende skov. Verdensnaturfonden bedyrer, at 'vi må handle nu for at bevare de allersidste skove i verden'. Men der er masser af skov. Ifølge FN udgør skove en tredjedel af hele Jordens areal, og skovarealet har ligget nogenlunde konstant siden 1950. Vi tror, naturen står ubeskyttet. Men over syv procent af hele verdens landareal er nu beskyttede områder anerkendt af Verdensfredningsforeningen (IUCN).{ns}6 Medierne fodrer os med negative nyheder, og de bliver hjulpet af velmenende miljøfolk, der villigt lægger sortsyn til. En af de kendteste miljøfortalere, Paul Ehrlich fra Stanford University, er en sådan professionel pessimist. Professor Ehrlich erkender, at skovdøden i Europa måske ikke primært var forårsaget af syreregn, men af tørke. Men intet er så godt, at det ikke er skidt for noget: 'Den næste tørke vil give en langt værre skovdød'. Og når talen falder på sundhed, indrømmer Ehrlich, at levetiden nok vil stige ind i det næste årtusinde, men 'det vil nok ikke være muligt at opretholde gevinsten på langt sigt. 'Hvorfor vil vi tro, det går skidt? Den typiske reaktion på, at det måske ikke står så skidt til med miljøet, er ikke 'det var da dejligt', men 'der må være noget galt'. Det synes, som om vi bekymrer os om miljøet for at undgå at tænke på vores eget ansvar for vores eget liv. Den store dræber er i dag ikke miljøet, men vores egen levevis. Læser man Middellevetidsrapporten, skal vi stoppe med at ryge, drikke mindre og spise mindre fedt. Mere kompliceret er det ikke. Mine studenter og jeg påstår, at klagen ikke er sand. Men vi er naturligvis ikke i stand til at overskue alle de fagspecifikke fakta og sammenhænge, der indgår i hvert område. Derfor har vi primært forsøgt at gå efter situationer, hvor videnskaben enten allerede har en klart anden holdning end vores hverdagsforståelse, eller efter situationer, hvor videnskabsfolkenes egenforståelse ikke stemmer overens med konklusionerne i de mest anerkendte rapporter på deres eget område. Vi har prøvet at gå tilbage til hovedkilderne, anvende officielle data og dokumentere alt, hvad vi har gjort. Men kunne det ikke tænkes, at der er brand, når vi ser røg? Kunne klagen ikke godt være sand? Her er det værd at kigge bagud. Kan du huske i 60erne? Da bekymrede klimaforskerne sig alle om en ny istid. Hvad ville man sige i dag, hvis vi havde fulgt deres bekymring op med politisk handling for at gøre Jorden varmere? Vi har, over tid, bekymret os om mangel på stort set alle råvarer. I 1500-tallets England var man bange for at løbe tør for brænde, i 1865 for kul, i 1970erne for olie, og alligevel er det ikke sket. Vi har alle dage bekymret os om fødemidler og muligheden for sult. Men siden 30erne er kalorieindtaget pr. person steget med en tredjedel og for u-landene med næsten 40 procent. I 1980erne fik vi at vide, at syreregn dræbte skovene. Vi ved i dag, at denne påstand var forkert. At klagen er usand, betyder naturligvis ikke, at vi skal opgive al miljøpolitik. Langtfra. Det giver ofte mening at stille stærke og klare miljøkrav. Men det understreger det problematiske forhold mellem viden, eksperter og politik. Hvis der er hold i mine påstande, bør det få konsekvenser for, hvordan vi bruger forskning som grundlag for politiske beslutninger. Vi bør være mere forsigtige med at tage 'dagens ekspert' for mere end et partsindlæg, og vi bør begynde at stille strengere krav til dokumentation. Man kan godt være for miljøet uden at være pessimist. Verden er ikke ved at gå under. Jorden er ikke ved at løbe tør for ressourcer. Vi efterlader faktisk Jorden som et bedre sted at leve, end den var, da vi modtog den. Nyd det.