Det er en tirsdag i eftersommeren, og præsident Barack Obama befinder sig i Los Angeles. Det gør jeg også.
Et enkelt blik på det uopslidelige plastikkort ’Streetwise’ over englenes by røber, at jeg ikke er langt fra Obama! I aften spiser præsidenten italiensk på restauranten Fig & Olive på Sunset Boulevard – en middag, han holder i anledning af den forestående præsidentkampagne, der går i gang nu i november. Hvis jeg går ud ad døren og løber op ad den eksotisk smukke, men ramponerede Hi Point Street med palmer langs vejkanten, og hvis jeg springer over glatte vandansamlinger i fortovet og undgår at lade mig fange af vippende fliser, og hvis jeg er så heldig, at bus 217 fra Fairfax kørte med det samme, kan jeg – i teorien – sætte mig ved Obamas bord inden for tyve minutter. Adgangsbillet til eventen, inklusive middagen, koster 17.500 dollar.



























