I dette europæiske fattigdomsår er diskussionen om fattigdom blevet et varmt emne i den politiske debat mellem regeringen og oppositionen: Har vi fattige i Danmark? Hvad vil det sige at være fattig? Skal vi have en officiel fattigdomsgrænse? Drejer den moderne fattigdom sig om andet og mere end økonomiske afsavn? Vil en snæver fokusering på økonomisk fattigdom i virkeligheden bortlede opmærksomheden fra eksistentielle problemer og uretfærdigheder, der handler om meget andet end den økonomiske fordeling?
Mange undersøgelser peger på, at økonomisk fattigdom har været et stigende problem gennem de seneste ti år, hvor en ’noget for noget’-tænkning og en kontraktliggørelse af forholdet mellem stat og borger har fortrængt de omfordelings- og omsorgsprincipper, som velfærdsstaten byggede på i sin guldalder (perioden fra omkring 1962-1976). Det har blandt andet udmøntet sig i en stærk arbejdsmarkedsfiksering i store dele af socialpolitikken, hvor retten til forsørgelse i stigende grad er blevet afløst af pligten til at arbejde.
