Da amterne blev nedlagt af det nuværende politiske flertal og regionerne blev oprettet, skete der et fundamentalt brud med den danske model for lokalt selvstyre og lokal velfærd.
Det blev en rigtig dårlig dag for det danske folkestyre. For det første fjernede man sammenhængen mellem det politiske og det økonomiske ansvar. Regionsrådene har, i modsætning til de tidligere amtsråd, ikke denne klare demokratiske funktion, og for forholdet mellem vælgere og valgte er det nu en højst forvirrende situation. For det andet fjernede man den beskyttelse af det kommunale selvstyre, som amterne havde været. Tilsynet med lovligheden af de kommunale beslutninger havde ligget i amtsligt regi. I aftalen om strukturreformen mellem regeringen og Dansk Folkeparti fra 2007 indledes der med følgende, farverige målsætning: »Et nyt Danmark tager form. Et Danmark, hvor 98 stærkere kommuner og fem nye regioner kan levere en bedre service til borgerne. Og hvor den offentlige sektor mere end nogensinde er indrettet efter borgernes behov. Kort sagt er målet med kommunalreformen at skabe et nyt Danmark, hvor en stærk og fremtidssikret offentlig sektor løser opgaverne med høj kvalitet og så tæt på borgerne som muligt. Borgerne i Danmark skal opleve en endnu bedre og mere sammenhængende offentlig service«. Således er det ikke lige gået – især ikke mht. at levere en opgaveløsning så tæt på borgeren som muligt. Faktisk har strukturreformen resulteret i den modsatte tendens. Undersøgelser af befolkningens holdninger peger heller ikke på, at borgerne deler den opfattelse, der blev præsenteret af et snævert flertal i 2007. I en del år havde man talt om ’den lokale velfærdsstat’ som en utrolig hensigtsmæssig kombination af en statsligt styret velfærdsstat med et decentraliseret kommunestyre, som passede godt til de flestes opfattelse af demokrati og deltagelse. Socialdemokraterne og Venstre stod som garanterne for denne model.
