Når man er opvokset i Reberbanegade, er man ikke ligefrem født under solen.
Nok snarere et elektrisk, flimrende lys fra døgnapoteket på Amagerbrogade, hvor blålige kammerater stiller sig i kø efter ting, de kan fylde plastikposerne og armene med. Amager er ikke ondt som et langt år i helvede. Amager er bare Amager. Ligesom døden på det tidspunkt bare var døden. Og livet trods alt kun var noget, der skulle overleves, så man kunne dø af det.
