Vi mistede vores ældste datter 18. december 2009. Hun blev 27 år to dage inden.
Vores datter døde af meningitis bogstaveligt talt mellem hænderne på lægerne. Ikke noget at gøre.
Hun efterlod os alle: forældre, to søstre, mand og tvillingedrenge på to år, i dyb sorg. Det er der ikke noget godt at sige om.
Det er den slags, der sker. Det er en katastrofe for os, der er tilbage. En livsomvæltende katastrofe, og vi bliver aldrig de samme, som vi var før.
Der er gået et halvt år, sorgen er ikke forandret. Den er stærk, overvældende, uomgåelig. Den er omfattende.