En dag lå Weekendavisen på den hvide, glattede hospitalsdyne, der dækkede min mors tynde ben. »Det er Stine«, betroede min mor mig. »Hun sidder en gang imellem herinde i sine pauser og læser avisen. Så snakker vi lidt om, hvad der sker i verden … men ofte siger vi ingenting. Så nyder jeg bare, at hun er her«. Stine blev ikke den sygeplejerske, der åbnede vinduet på klem for at lukke min mors sjæl ud, da hun en frostklar vinterdag for et par år siden forlod denne verden, slagen af kræft, og efter at en af mine søstre og jeg havde våget over hende i hendes sidste dage på en hospicelignende afdeling på Håndværkerhavens plejehjem i København. Men det var Stine, som kort efter kom ind på min mors stue og talte med min søster og mig om, hvor min mors sjæl nu måske var draget hen. Det var Stine, der med sin stilfærdige tro, væsen og tålmodighed fik min kirkefjendske og skeptiske mor til at forlige sig med tanken om, at hun skulle væk fra sit liv og sin familie, som hun ellers ikke var parat til at forlade, og måske videre til et sted, hvor der også kunne være dejligt at være. Om aftenen blev hun afløst af sygeplejersken Elizabeth. Hun forærede min mor en silkekimono, fordi Elizabeth som den første lagde mærke til, at min mors kræftsvækkede krop ikke længere havde styrken til at bære den tykke, solgule morgenkåbe, vi havde pakket ned til hende. Og det var Elizabeth, som generøst delte ud af sin hæse latter og farverige væsen, så min mor fik sit daglige grin. Stine og Elizabeth blev min mors engle i hverdagen i den sidste svære tid. De plejede hende ikke bare, som de var uddannede til og fik løn for. Med deres englevinger strøg de med deres væsen og nærvær min mor og hendes nærmeste, og gik sammen med os et lille stykke vej gennem vores store sorg. Mange af os har et fundament af familie og venner, som er med os og hos os, når livet virkelig brænder på. Men ved siden af dem lever hverdagens engle, som dukker frem af alt og intet i de mest pressede situationer og gør hverdagen lidt lettere. Mennesker som Stine og Elizabeth og alle andre engle i hverdagen bør fremhæves og anerkendes og løftes op til fælles hyldest. Det bør alle dem, der udsender gode vibrationer, og som motiverer og løfter deres medmennesker.
»Lidt mere overskud i hverdagen«, lød det for nogle år siden i et reklameslogan fra Realkredit Danmark, og pointen var selvfølgelig, at hvis man lånte penge i netop dét realkreditinstitut, så fik man lidt flere penge på kontoen. Teksten var ledsaget af små reklamefilm; for eksempel en bilist i en kø, der holdt tilbage, så en anden bilist kunne komme ud. Eller en kvinde, der sørgede for at lægge et bræt til rette, så håndværkeren lettere kunne komme omkring med sin trillebør. Hvilken lise det kan være at møde sådanne mennesker i den virkelige verden! Disse kvinder og mænd, der løfter og lyser og generøst drysser deres psykiske, mentale og sjælelige overskud ud over deres medmennesker. Mennesker, hvis oprigtighed og nærvær er en gave, og som uegennyttigt deler ud af den. Lad mig nævne nogle flere eksempler. Mens jeg studerede, boede jeg i Århus i en lejlighed over en tøjbutik, ejet af Herman Posin. Ofte ville jeg sætte mig ned i hans baglokale om eftermiddagen og få en sludder over en kop kaffe, men allermest et godt grin sammen med ham og de andre, der arbejdede i butikken eller dukkede nakken for at gå de fire-fem trappetrin ned og ind i kælderbutikken.
