Jeg vil vove den påstand, at vi her på vej ind i det 21. århundredes andet årti behandler alvorligt syge og svært traumatiserede medborgere på en måde, der er i strid med menneskerettighederne. Jeg vil beskrive de svært kritisable forløb i form af tre enkeltsager, men understreger, at et stort antal syge mennesker bliver mishandlet på samme måde. A harsom ansat i en krævende international stilling været udstationeret i udlandet gennem længere tid. Som 62-årig vender han hjem på grund af alvorlig kræftsygdom og har gennemlevet lange og anstrengende kure. Han er nu 64 år, magter dårligt daglige funktioner som indkøb, støvsugning m.v. Prognosen er dårlig.
Ved hjemkomsten vil bopælskommunen Frederikssund kun bevilge den starthjælp, som regeringen så uelskværdigt har indført for at fattiggøre vore flygtninge. Kommunen nægter at indstille til førtidspension og forlanger til stadighed, at han skal arbejsprøves, selv om den behandlende læge i en erklæring skriver, at hun ikke i sin vildeste fantasi kan se, at der er genoptræningsmuligheder, som kan forbedre hans funktionsevne. Enhver med blot en smule indsigt i samfundsforholdene vil også vide, at ingen vil ansætte en 64-årig svært kræftsyg mand. Når huslejen på 2.500 kr. er betalt, er der 2.700 kr. tilbage om måneden til alle faste udgifter samt mad og medicin. Historien om B B var for seks år siden en lykkeligt gift ung kvinde med et barn på 16 mdr. og et i vente. På vej til arbejde torpederes deres bil af en bilist, der lystigt havde deltaget i Århus’ festuge, ikke sovet et døgn og derfor faldt i søvn ved rattet. Ægtefællen dør i armene på hende, hun selv bliver meget svært både fysisk og psykisk kvæstet og mister sit foster. Kun den lille pige klarer sig uden mén.
