Da min partner i 2008 fik konstateret uhelbredelig kræft, vidste jeg som jordemoderstuderende, at sundhedsvæsenet prioriterer inddragelse af pårørende, fordi det har afgørende betydning for både patientens sygdomsforløb og for den pårørende. Jeg havde lært, at det på alle måder er billigere at huske omsorgen for de pårørende; ikke fordi de skal skifte kateter, men fordi pårørende til døende har forøget risiko for selv at udvikle fysiske og psykiske sygdomme, og det er dyrere på den lange bane. Både menneskeligt og økonomisk.
Jeg kan dog se af den aktuelle debat om emnet, at regioner og kommuners nye pårørende-politikker ikke handler om inddragelse af pårørende på samme måde som i sundhedsvæsenet, hvor det ofte sker ud fra et ønske om at hjælpe patient og pårørende bedst muligt. De nye pårørende-politikker handler tværtimod om, hvordan pårørende kan pålægges flere af velfærdssamfundets kerneopgaver, fordi der bliver flere ældre og syge, og derfor må de pårørende være med til at trække læsset.
